Dansk tradition er større end biologisk nationalisme

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Det mest interessante ved den aktuelle danskhedsdebat er ikke polariseringen. Det er, at konservative, liberale, socialdemokrater og socialliberale pludselig står sammen om at afvise idéen om, at danskhed handler om gener og biologisk afstamning.

Det siger noget vigtigt om Danmark. For skillelinjen går i stigende grad et andet sted end mellem højre og venstre. Den handler om synet på nationen, fællesskabet og mennesket.

På den ene side står stemmer, der fortsat ser Danmark som et demokratisk, kulturelt og historisk fællesskab bygget på deltagelse, tillid og fælles institutioner. På den anden side vokser strømninger frem, som reducerer national identitet til afstamning, biologi og kulturel eksklusion. Det er en afgørende forskel. Ikke kun for Danmark, men for Europas demokratiske fremtid.

I det konservative tidsskrift Critique har Thomas Aastrup Rømer for nylig skrevet tankevækkende om netop denne udvikling. Hans pointe er værd at tage alvorligt: Når danskhed reduceres til genetik, mister vi forståelsen af det folkelige som noget historisk, kulturelt og demokratisk.

Det er en vigtig påmindelse. For demokrati handler ikke kun om institutioner og valg. Det handler også om, hvordan vi ser hinanden som medborgere i et fælles samfund.

Når nationen reduceres til biologi og afstamning, ændrer det den måde, vi taler om fællesskabet på. Så bliver mennesker ikke først og fremmest borgere og deltagere, men kategorier og ophav. Det har konsekvenser. For hvis danskhed først og fremmest bliver noget nedarvet, vil nogle mennesker samtidig blive opfattet som mindre danske — uanset hvordan de lever deres liv, deltager i samfundet eller bidrager til fællesskabet.

Det svækker både den demokratiske samtale, den sociale tillid og menneskers oplevelse af at høre til i fællesskabet — noget der også har betydning for trivsel og sammenhængskraft. For Danmark er ikke først og fremmest et biologisk fællesskab. Det er et demokratisk fællesskab.

Den danske tradition er bygget op gennem generationer gennem højskoler, foreninger, frie skoler, demokratiske institutioner og en stærk tradition for deltagelse og ansvar. Og danskhed er derfor heller ikke noget, man alene arver. Det er noget, man deltager i og tager ansvar for.

Derfor er det positivt, at stemmer på tværs af politiske traditioner i denne debat forsvarer et åbent og demokratisk fædrelandsbegreb. For man kan godt holde af sit land uden at gøre danskhed til noget genetisk. Og man kan godt være internationalt orienteret uden at blive rodløs. Tværtimod har Danmark historisk været stærkest, når vi har kombineret national forankring med åbenhed mod verden.

Derfor er denne debat også vigtigere end endnu en kulturkamp på sociale medier. For et samfunds sammenhængskraft handler ikke kun om økonomi og institutioner. Nyere forskning peger på, at menneskers trivsel hænger tæt sammen med oplevelsen af deltagelse, indflydelse og tilknytning til det demokratiske fællesskab. Når mennesker oplever sig som deltagere i samfundet, styrker det både tillid, engagement og social robusthed.

Omvendt risikerer samfund præget af eksklusion og opdeling at svække den demokratiske deltagelse og menneskers oplevelse af at høre til.