Ulven er blevet et symbol. Og biodiversiteten bliver taberen

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Hvad betyder ulven reelt for biodiversiteten i Jylland? Det vigtigste spørgsmål, som burde være centralt i enhver naturpolitisk diskussion, men som i dag stort set er fraværende.

Ulvens tilbagekomst til Jylland fremstilles i stedet ofte som en naturhistorisk succes. Men denne fortælling overser en afgørende realitet: Ulven vender ikke tilbage til sin gamle niche. Den indtager en ny niche i et Jylland, der er fundamentalt ændret siden 1800-tallet. I dette ændrede landskab bliver ulven ikke en gevinst for biodiversiteten, men tværtimod en begrænsende faktor.

For 200 år siden var Jylland et åbent, uhegnet kulturlandskab med få hjortevildt. Ulven levede primært af småvildt, ådsler og husdyr.

I dag er Jylland tætbefolket, intensivt udnyttet og gennemskåret af veje, hegn og byer. Biodiversiteten afhænger af aktiv naturpleje, især græsning, og af spredningskorridorer. Husdyr står i indhegninger, som ulven let kan passere, mens dyrene ikke kan flygte.

Hegnene fungerer som kunstige fælder, hvilket giver ulven en strukturel fordel, den aldrig tidligere har haft.

Ulven opfører sig økologisk som en invasiv art. Den udnytter nye nicher, vokser eksplosivt uden naturlige begrænsninger og forskyder balancen i økosystemet. En af de mest oversete konsekvenser er ulvens påvirkning af græsningen. Uden græsning forsvinder mange truede naturtyper som overdrev, enge, heder og strandenge.

Når lodsejere undlader at sætte dyr ud af frygt for ulveangreb, ophører græsningen. Resultatet er tilgroning, tab af lysåbne naturtyper og forsvinden af sjældne arter som engblåfugl og orkidéer.

Ulven ændrer også hjortevildtets adfærd. Hjortene presses sammen i store rudler. Dette fører til lokal overgræsning, nedtrampning af vegetation og skader på landbrugsafgrøder. Ulven ændrer ikke hjortens værdi som græsser, men den ændrer, hvor og hvordan hjortene græsser.

For at beskytte husdyr opsættes ulvesikre hegn, men disse fragmenterer landskabet og spærrer for smådyr som rådyr, harer og pindsvin. Dermed opstår en direkte konflikt mellem beskyttelse af husdyr og nødvendig spredning for at sikre biodiversitet.

Et nyt naturparadigme, inspireret af store vildnisområder som Yellowstone, blokerer for faglig debat. Paradigmet bygger på idéen om, at naturen skal “genvildes”, at store rovdyr skal genindtage deres plads, og at økosystemer kan regulere sig selv uden menneskelig indgriben.

Jylland er imidlertid et tætbefolket kulturlandskab, hvor biodiversiteten historisk er skabt af mennesker gennem græsning, slåning og jagt. At overføre en amerikansk vildmarksmodel til Danmark er fagligt uholdbart. Kritik af ulven mødes med ideologiske svar, hvilket gør det svært at føre en faglig diskussion.

Hvis biodiversiteten skal sikres, må naturforvaltningen bygge på økologi, erfaring og data – ikke på ideologiske forestillinger. Ulven er ikke en gevinst for biodiversiteten i Jylland, men en begrænsende faktor. Det er på tide, at forskere og politikere forholder sig til dette.