Danske griselandmænd er dygtige

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Debatten om dyrevelfærd i dansk griseproduktion er blevet unuanceret. Når manglende velfærd, lovbrud og dyremishandling bruges som synonymer, skader det både forståelsen og mulighederne for reelle forbedringer.

Som dyrlæge arbejder jeg hver dag med danske griselandmænd. Jeg møder fagfolk, der tager ansvar for deres dyr og for at leve op til de krav, samfundet stiller. Derfor rammer det skævt, når en hel branche igen og igen fremstilles som ligeglad med dyrevelfærd og uden selvindsigt.

Manglende velfærd er en faglig vurdering. Lovbrud er konkrete og skal sanktioneres. Dyremishandling er noget helt andet, nemlig grov og ofte bevidst tilsidesættelse af dyrs behov. Når begreberne blandes sammen, bliver debatten både misvisende og uretfærdig, og det gavner ingen – hverken mennesker eller dyr.

Danske griselandmænd skal ikke fritages for kritik. Tværtimod. Der er – og skal være – fokus på dyrevelfærd, kontrol og forbedringer. Der er dog forskel på saglig kritik og på moralsk stempling. Danske griselandmænd arbejder under stram lovgivning, hyppige kontroller og med fast tilknyttet dyrlæge. Det er et erhverv, der er passioneret for arbejdet med dyr.

Et konkret eksempel er kastration. I dag kastreres væsentligt færre hangrise end tidligere. Det er en markant forbedring, som på få år har løftet velfærden for et meget stort antal dyr. Set med mine øjne er det den største velfærdsforbedring i min karriere som dyrlæge. Den slags fremskridt sker netop, fordi der arbejdes systematisk og fagligt med forbedringer i erhvervet.

Jeg møder ofte forestillingen om, at store bedrifter og høj produktivitet i sig selv er udtryk for ringe dyrevelfærd. Det er forkert. Størrelse siger ikke i sig selv noget om kvaliteten af dyreholdet, og høj produktivitet udelukker ikke god velfærd. Tværtimod kan større enheder give bedre mulighed for systematik, specialisering og tæt faglig opfølgning.

Når debatten ender med hårde anklager, er det ofte enkeltsager, der får lov at definere helheden. De sager skal tages alvorlig. Men de kan ikke bruges til at dømme et helt erhverv.

Dyrevelfærd er ikke et slutmål, men en løbende proces. Der er behov for forbedringer, og viljen er der. Men hvis vi vil rykke noget, kræver det en debat baseret på faglighed og præcision, ikke på generaliseringer. Danske griselandmænd er dygtige. De er fagfolk i et komplekst erhverv, der – i samarbejde med blandt andre dyrlæger – arbejder med løbende forbedringer. De fortjener en debat, der er lige så seriøs, nuanceret og faglig som det arbejde, de udfører hver dag.