Løsningen på Jordens ressourcekrise findes i grønlandsk fjeld – og på Månen

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Forestil dig, at du lander i den grønlandske lufthavn, Kangerlussuaq. Omkring 80 km mod sydvest rejser sig det hvide fjeld Qaqortorsuaq. Det består af anortosit, en bjergart, der næsten er identisk med materialet på 80 pct. af Månens overflade.

For omkring 4,5 mia. år siden kolliderede den unge Jord med en Mars-stor protoplanet. Ud af skyen fra kollisionen formedes siden både Jorden og Månen.

De geologiske ligheder kan blive vigtige i arbejdet med nogle af Jordens mest presserende ressource- og miljøproblemer, fordi rumteknologi kan ofte vise sig også at blive relevant langt fra affyringsrampen.

Teknologisk Institut arbejder blandt andet sammen med den grønlandske minevirksomhed Lumina Sustainable Materials på et projekt, hvor der skal udvikles metoder til at omdanne månestøv, repræsenteret ved det grønlandske anortosit, til råmaterialer for elektronik og 3D-metalprint. Målet er, at fremtidens astronauter skal kunne reparere og fremstille udstyr lokalt på Månen. Uden at være afhængige af dyre og sårbare forsyningslinjer fra Jorden.

Projektet støttes allerede af den europæiske rumorganisation, ESA. Men pointen rækker tættere på end de 384.400 km til Månen. De ekstreme vilkår i rummet tvinger os til at udvikle nye koncepter, som vi også har brug for her på Jorden.

Et konkret eksempel er aluminium. Produktionen er i dag baseret på bauxit og den såkaldte Bayer-proces. Det efterlader store mængder giftigt, stærkt alkalisk affald – det berygtede røde mudder. Det er en proces, der er utænkelig at tage med til Månen.

I stedet arbejdes der i rumprojektet med en alternativ metode baseret på smeltet salt elektrolyse, der kan udvinde aluminium fra anortosit med elektricitet fra f.eks. vandkraft, og hvor restproduktet er ilt i stedet for CO₂.

Det er en teknologi, der har potentiale i rummet, og som samtidig kan gøre grønlandsk minedrift til en global frontløber for mere bæredygtig ressourceudvinding og mindske Europas afhængighed af bauxit fra lande, hvor miljøhensyn ikke altid er i højsædet. På Månen og med energi fra Solen giver det aluminium til fremstilling af elektriske systemer og ilt til astronauten.

I Grønland – og i det grønlandske erhvervsliv – er der stor interesse i, at råstofudviklingen sker på en bæredygtig måde. Her kan teknologier udviklet til ekstreme forhold i rummet få betydning for, hvordan fremtidig ressourceudvinding tilrettelægges på Jorden.

De separationsteknologier, der skal udvikles for at sortere og forædle mineraler i anortosit og dermed også månestøvet, er de samme, der kan løse andre af vores udfordringer på Jorden.

Tag for eksempel de voksende bjerge af elektronikaffald. I gamle mobiltelefoner, computere og solpaneler ligger kritiske metaller, som vi i dag kæmper for at genanvende effektivt. Med præcis sortering og avanceret sensorteknologi kan de samme metoder adskille værdifulde materialer fra kasseret elektronik.

Rumkapløbet er ikke længere kun et spørgsmål om prestige, men også om at være der, hvor fremtidens teknologier bliver udviklet. Potentialet er stort: En attraktiv mineindustri med høj forædling i Grønland. En styrket dansk position inden for rumteknologi og cirkulær økonomi. Og skabelsen af mange nye højtspecialiserede arbejdspladser.

Vi har allerede geologerne, rumfartseksperterne og materialeforskerne. Det, der mangler, er at få de virksomheder med, som er stærke inden for avanceret procesteknologi og sorteringsanlæg, men som aldrig har tænkt på rumfart.

Det er virksomheder med kompetencer inden for mekanisk separation, sortering baseret på vægtfylde og optisk præcisionssortering med avancerede transportsystemer. Løsninger, der i dag bruges til affaldssortering eller fødevareproduktion, kan i morgen vise sig relevante i fremtidens samfund på Månen. Det er ikke længere et spørgsmål om hvis, men om hvem der griber muligheden.

Dette projekt er mere end blot en teknisk øvelse. Det er et bevis på, at de største udfordringer – hvad enten de findes i det ydre rum eller her på vores egen planet – kan løses, når vi tør tænke ud over horisonten.