Den offentlige debat er blevet et minefelt

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Du sætter dig ved bordet mellem mor og far. Konfirmationsfesten er skudt i gang.

Tante Conny og fætter Jakob bliver aldrig enige. Alligevel starter det igen.

Tante Conny vil ikke betale en krone mere i skat. Fætter Jakob betaler gerne – hvis det hjælper på den lange bane. Tonen bliver skarp. Lidt for skarp. Ordene flyver gennem rummet og rammer hårdere, end de burde. Det er ikke bare en familiesituation.

Det er et spejl af den offentlige debat.

I dag er den offentlige debat ikke kun en plads til at udveksle meninger og idéer, men det er i stedet også en plads til spidse kommentarer og udskamning.

Man kan derfor godt savne en debatstil, hvor man har chancen for at komme med sine egne meninger.

For når Tante Conny og fætter Jakob i fællesskab overopheder, stopper vi andre rundt om bordet med at sige vores ærlige holdning. Ligesom mange i den offentlige debat holder deres synspunkt tilbage af frygt for grimme svar og udskamning.

Men hvis vi ikke tør sige vores mening, bliver debatten et lukket ekkokammer. Som for konfirmanden, der sidder ved bordenden, bliver de politiske debatter et intimiderende møde for mange. Et møde, som gør, at man ikke har lyst til at blande sig yderligere.

En del af problemet kan godt ligge ved mediernes måde at vinkle politiske debatter på. Tit bliver de vist som aggressive samtaler, hvor ord bliver kastet rundt. Et klassisk greb for medier er at sige, at politikere “raser”, hvis de er uenige med nogen.

Vi borgere ser derfor ofte politikere som hinandens ærkefjender – dette er dog ikke sandheden.

Vi er inde ved mange debatter – vi ser det ægte billede, og det er i realiteten langt mere nuanceret end det! Politikere kan sagtens have en civiliseret samtale. De kan sagtens diskutere.

Der er mange eksempler på, at politikere sjældent kan enes på tv, men er gode venner, når kameraerne ikke er tændt.

Som samfund har vi et ansvar for at holde debatten sober. Vi skal i fællesskab tage ansvar, sådan at konfirmanden tør sige sin holdning – også når Tante Conny ikke kan blive enig med fætter Jakob. For når man er uenig, behøver man ikke bande over hinanden. Uenighed er sundt.

Det er præcis det, der gør Danmark så demokratisk, men når man glemmer at debattere i en ordentlig tone, ødelægger det demokratiet og gør det sværere at få sagt sin mening.