Selv de mest indædte modstandere må da snart kunne se det?

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Krigen i Iran har sendt energipriserne i vejret. Det betyder højere omkostninger og større usikkerhed, som vi har set det så mange gange før, når konflikter rammer de dele af verden, vi er afhængige af for vores energiforsyning. Så længe vores økonomier er baseret på importeret olie og gas, vil vi igen og igen blive ramt af kriser, vi ikke selv har indflydelse på. Derfor handler omstillingen af energi fra fossil til fornybar ikke kun om klima, men i lige så høj grad om økonomisk stabilitet, sikkerhed og politisk handlefrihed.

Alligevel er det, som om nogen tøver med at drage den oplagte konklusion. EU sender i dag omkring 2.500 mia. kr. ud af økonomien hvert år for at importere fossil energi. Midler, der kunne være investeret i at opbygge en stærkere, europæisk energiforsyning baseret på vedvarende kilder, som vi i langt højere grad selv kan producere. I stedet fastholder vi en model, hvor vi gør os afhængige af andre – økonomisk såvel som geopolitisk.

Kina har positioneret sig som den dominerende aktør i den globale udbygning af vedvarende energi. I 2025 producerede det omkring 31 pct. af verdens fossilfrie energi. Den fornybare sektor driver langt hovedparten af landets investeringsvækst.

Andelen af vedvarende energi i vores elproduktion er steget markant, og vind og sol producerer i dag mere strøm end fossile brændsler. Det har ikke kun reduceret udledningerne, men også givet mærkbare økonomiske gevinster. Over de seneste fem år har det sparet EU for anslået 440 mia. kr., samtidig med at både sol- og vindenergi i dag er markant billigere end fossile alternativer.

Det viser, at omstillingen virker, og at den ikke er en økonomisk byrde, men en fordel. Alligevel er vi fortsat i en situation, hvor vores afhængighed er massiv. Omkring 83 pct. af den gas, vi forbruger i EU, er importeret, og for olie er tallet helt oppe på 97 pct. Det er denne sårbarhed, som krigen i Iran igen har blotlagt.

På den baggrund er det svært at forstå den politiske modbevægelse, der vinder frem i dele af Europa. Her argumenteres der for at sænke klimamålene, lempe reguleringen, forlænge levetiden for forbrændingsmotorer og reducere incitamenterne til at investere i vedvarende energi. I praksis betyder det, at man ønsker at fastholde – og i nogle tilfælde forstærke – den afhængighed, som har vist sig så problematisk. Det er en kurs, der ikke alene underminerer klimaindsatsen, men også svækker Europas økonomiske position og gør energi dyrere.

Alternativet er, at vi både fastholder vores nuværende afhængighed af fossile brændsler og samtidig sakker bagud i konkurrencen om fremtidens energiløsninger. Europa har vist, at vi kan omstille vores energisystem, og at det både kan betale sig og styrke vores robusthed. Derfor er det ikke mangel på løsninger, der er problemet, men mangel på konsekvens.