Vi unge bliver snydt, når politikerne hæver pensionsalderen på baggrund af levealder
Vi ser ind i en fremtid med et dybt ulige pensionssystem, hvor dem med lange uddannelser og høje lønninger kan fortsætte som hidtil, mens en voksende klasse af nedslidte arbejdere må slide sig igennem årtiers arbejde.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Jeg blev født i 2002. Det betyder, at jeg først kan gå på folkepension i 2072, når jeg fylder 70. Begrundelsen lyder, at jeg og andre unge i min generation vil leve længere, bedre og sundere liv og derfor kan blive på arbejdsmarkedet længere.
Der er bare et problem: Vi lever faktisk ikke længere og bedre. Tal fra Den Nationale Sundhedsprofil viser, at kvinder siden 2013 har set deres gode leveår falde med 0,3 år, mens mænds kun lige præcis er steget med 0,2.
Vi unge har derfor ikke flere år at arbejde – vi ser ind i en fremtid, hvor vi skal bruge flere af vores gode leveår på arbejdsmarkedet.
Det er ikke en erkendelse, der er undsluppet danske unge. Brancheorganisationen Forsikring & Pension kunne i slutningen af sidste år rapportere, at rekordmange unge mellem 20 og 24 år var begyndt at spare op til pension. En udvikling, de ikke overraskende bød velkommen.
I virkeligheden afslører det dog en skræmmende tendens: Min generation stoler ikke længere på, at folkepensionen vil være der for os, den dag vi bliver gamle og nedslidte.
For akademikere som undertegnede er det ikke et lige så stort problem. Det er mindre fysisk belastende, så der er bedre mulighed for at arbejde, til man bliver ældre, specielt hvis man gør det muligt at gå ned i tid de sidste år.
Men langtfra alle er så heldige. Er du faglært, får du lavere løn og bliver hurtigere nedslidt. Du er derfor langt mere afhængig af folkepensionen.
Vi ser med andre ord ind i en fremtid med et dybt ulige pensionssystem, hvor dem med lange uddannelser og høje lønninger kan fortsætte som hidtil, mens en voksende klasse af nedslidte arbejdere må slide sig igennem årtiers arbejde, før de overhovedet kan opnå det, de har betalt til hele livet.
Hvis vi vil bekæmpe den her ulighed, så bliver vi nødt til at investere i vores velfærdssamfund. Gennem investeringer i sundhedsvæsenet kan vi hæve det reelle antal gode leveår frem for bare gennemsnitsalderen.
Samtidig kan samfundskontrakten ikke opretholdes ved blot at forlænge arbejdslivet for dem, der ikke kan holde til det. Vi skylder hinanden mere end det.