Det ny Folketing må revurdere Vurderingsstyrelsen

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Når borgerne mister tilliden til automatiserede systemer, må staten sikre reel adgang til dialog med mennesker bag systemerne. Det gælder også ejendomsskatterne – der i høj grad bidrager til velfærdssamfundets fundament. Et vurderingssystem bør være enkelt, retfærdigt og gennemskueligt. Det er det nuværende ikke.

Danmark har fået et algoritmestyret system, som for de fleste borgere er umuligt at gennemskue. Mange betaler derfor deres grundskyld og ejendomsværdiskat uden at forstå beregningen. Det skyldes ikke ligegyldighed, men afmagt.

Vurderingsstyrelsen opererer med en sikkerhedsmargin på 20 pct. i vurderingerne. Det præsenteres som en tryghed for borgeren. I virkeligheden er det en indrømmelse af et ekstremt upræcist system.

Samtidig kan man formode, at de oprindelige beregninger ligger højt, når staten og kommunerne har et naturligt incitament til at sikre skatteprovenuet.

En permanent ”20 pct.-rabat”, som alle får, er ikke en rabat, men en falliterklæring for metoden. Det svarer til, at lærere permanent giver én karakter højere, end de reelt skønner eleven, med belægget: ”Så undgår vi klager!” De 20 pct. er ikke en faglig rettesnor – men en barriere for klager.

Lige så paradoksal og ulogisk er reglen, der bestemmer, at grundværdien skal fastsættes ud fra den ubebyggede grunds bedste udnyttelse. Det svarer til, at en borger på nedsat tid skal indkomstbeskattes efter fuld tid – tænk lige over det!

Samtidig oplever mange borgere, at bygningsværdien (ejendomsværdi-grundværdi) ikke giver mening. De opdager, at deres hus intet er værd i forhold til grunden.

Det gælder især rækkehuse, dobbelthuse og ejerlejligheder, hvor grundværdierne er skruet så højt op, at resultatet bliver urealistisk.

Det giver en høj grundskyld, som hjælper kommunernes økonomi – men ikke nødvendigvis et retfærdigt beskatningsgrundlag. Samtidig rammer det de mest bæredygtige boformer (fælles mure, tag m.m.) relativt hårdere end større parceller med større boliger.

Ved at se bort fra bygningsværdien opnår Vurderingsstyrelsen med sin modelberegning ud fra en såkaldt ”grundværdikurve”, at grundværdien alene aflæses som en funktion af ejendomsværdien.

For at sikre et godt udgangspunkt for modellen kørte ejendomsmæglere landet rundt for at vurdere flere tusinde grunde fra kantstenen, og som Vurderingsstyrelsen selv skriver i en note: »… har vurderet den enkelte grund, og hvilken type bygning en køber ville formodes at opføre på en given grund.«

Vurderingsstyrelsen kiggede altså i glaskugler eller stolede på kreativiteten hos ejendomsmæglere, der, så vidt jeg er oplyst, modtog et ringe honorar for opgaven.

Særlig problematisk er det for landets godt 140.000 rækkehusejere, idet ingen enkeltgrunde sælges som rækkehusgrund – hus og grund er her ét. Der bør som minimum indføres en særskilt kategori for rækkehuse i vurderingsloven.

Gennemsigtigheden er minimal, og afmagten maksimal. Borgerne kan ikke få en simpel grundværdikurve for deres ejendom og en simpel og klar forklaring på de justeringer, Vurderingsstyrelsen efterfølgende foretager.

Klageadgangen er formelt til stede, men i praksis stærkt begrænset. Skatteankenævnet ønsker ikke at modtage vurderinger fra uafhængige eksperter. Ejerforeninger kan ikke klage samlet, ejerne skal klage individuelt, og hver betaler 1.300 kr. i gebyr.

Staten må genopbygge tilliden. Skrot systemet, og lad uafhængige vurderingseksperter stå for vurderingerne. Afskaf grundskylden med en ren ejendomsværdiskat. Kommunerne kan få tabet justeret via kommuneskatten og den kommunale udligning.

Genvind boligejernes tillid – fjern deres afmagt og apati – styrk demokratiet.