Det er ikke de unge, der er problemet

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Ungdommen bruger for meget tid på sociale medier. De kan ikke håndtere pres. Og de tåler ikke modstand.

Det er argumenter, jeg til stadighed støder på igen og igen, når samtalen falder på unges mistrivsel. Men noget skurrer.

For når de samme mønstre gentager sig som stress, søvnproblemer og ensomhed, giver det ikke mening at forklare det med manglende rygrad eller disciplin.

Den Nationale Sundhedsprofil 2025 viser, at næsten hver tredje dansker har en høj score på stressskalaen, og at søvnproblemer er steget markant. Ikke kun for de unge. På tværs af hele befolkningen.

Og ja, tendensen er særlig tydelig blandt unge. Måske fordi det er i de år, vi er mest modtagelige over for samfundets normer. Alligevel bliver forklaringen den samme. Den enkelte må tage sig sammen.

Men hvad nu, hvis det ikke er de unge, der halter bagefter? Hvad nu, hvis det er de rammer, de forsøger at passe ind i?

For ja, mange bruger meget tid på sociale medier. Men det er ikke bare et kollektivt dårligt valg, vi har truffet. Det er systemer designet til at fastholde opmærksomhed.

Ja, mange oplever pres. Men måske er det ikke, fordi de er blevet svagere. Måske er det, fordi kravene er blevet større og mere diffuse.

Måske er det også derfor, vi ser flere søge en diagnose. Ikke nødvendigvis fordi der er noget galt med dem, men fordi det giver en forklaring på en følelse af ikke at passe ind.

Hvis det er tilfældet, siger det ikke kun noget om individet. Så siger det også noget om det samfund, individet forsøger at være en del af.

Vi taler meget om robusthed. Om at kunne stå imod. Men måske er det ikke kun et spørgsmål om at kunne holde til verden. Måske er det også et spørgsmål om, hvad det er for en verden, vi beder mennesker om at holde til.

Det er ikke bare individuelt. Det er strukturelt.

Og når vi reducerer det til et spørgsmål om, at unge må tage sig sammen, gør vi to ting på én gang: Vi overser problemet. Og vi placerer ansvaret det forkerte sted.

Måske er det på tide, at vi vender spørgsmålet om. Ikke: Hvad er der galt med de unge? Men: Hvad er det for en verden, vi har skabt, som gør det så svært at være i den?