Den bedste gave til konfirmanden er måske ikke den, der tikker ind på kontoen

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Kære konfirmander. Først og fremmest: Stort tillykke. I ser virkelig skarpe ud. Skjorter, kjoler, nye sko – og så det der blik, der siger: Jeg er klar – også til gaverne.

Og fair nok. Det er en stor dag.

Det er en af de dage, hvor man får lov at være hovedperson fra morgen til aften. Hvor de voksne holder taler om én, nogen græder lidt for meget, og andre siger, »nu er du jo næsten voksen«, med et alvorligt blik, lige inden de sender penge på MobilePay og beder om kartoflerne.

Jeg kan godt huske den følelse, da jeg selv blev konfirmeret i Grundtvigskirken. Jeg havde også telt i haven, pænt tøj og hele pakken.

Og ja, jeg var glad for gaverne. Meget glad endda. Men når jeg ser tilbage, var det ikke pengegaverne, der for alvor gjorde indtryk. Det var følelsen af at tjene mine egne penge.

Jeg startede med at gå med aviser. Senere blev jeg flaskedreng i ISO og Meny. Det lyder måske ikke som begyndelsen på et episk livseventyr, og det var det heller ikke. Der var ikke noget bevinget over at stå med flasker og pant. Men der var noget andet: følelsen af, at pengene var mine, fordi jeg selv havde knoklet for dem.

Og den følelse kan altså noget.

Ikke på den store, højtidelige måde. Mere på den stille, tilfredse måde, hvor man tænker: ”Okay. Jeg kan faktisk godt selv.” Det er måske også derfor, jeg har lyst til at sige noget til jer i dag, som ikke handler om karakterer, femårsplaner eller at “finde jer selv”, før I er fyldt 16. Slap helt af.

I behøver ikke have styr på livet endnu. Det har overraskende mange voksne heller ikke. Men hvis jeg alligevel måtte ønske én ting for jer, så er det, at I får et fritidsjob, hvis I ikke allerede har det. Ikke fordi summen af de tjente penge er vigtig, eller fordi I skal have travlt med at blive små erhvervsledere.

Mest fordi der er noget ret fedt i at opdage, at man kan bidrage med noget. At nogen regner med, at man møder op. At man lærer, hvad det vil sige at være en god kollega. At man finder ud af, at selv ret små opgaver faktisk betyder noget, når man er en del af et hold. Og ja, at man får penge for det. Det sidste vil jeg ikke underkende.

For der er stor forskel på at få penge og at tjene dem. Begge dele er dejligt, misforstå mig ikke. Jeg ønsker ingen af jer en fremtid uden gavmilde familiemedlemmer med en hurtig MobilePay-finger. Men der sker alligevel noget særligt, når man for første gang står med penge, man selv har arbejdet for.

Så er det ikke bare et beløb. Så er det frihed.

Man lærer noget af at stå op til tiden, selv når man ikke gider. Man lærer noget af kunder, kolleger og travle lørdage. Man lærer noget af at være den nye. Og man lærer især noget af at opdage, at man stille og roligt ikke er den nye længere.

Pludselig er man én, der ved, hvordan tingene fungerer. Én, der kan hjælpe en anden og er en del af holdet. Én, der bliver regnet med.

Så kære konfirmander: Nyd dagen. Nyd maden, talerne, gaverne og opmærksomheden. I må gerne føle jer lidt fantastiske i dag. Det er helt fortjent. Men når flagene er pakket væk, håber jeg, I får lyst til noget andet end bare at bruge pengene.

Det er ikke sikkert, I husker præcis, hvem der sendte hvad i dag. Men jeg tror, mange af jer vil kunne huske den første lønseddel. Den første følelse af: Det her har jeg selv lavet.

Og det er, hvis I spørger mig, en ret fantastisk gave.