Nogle gange er det bare nødvendigt, at nogen er grænseoverskridende

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Forleden på en restaurant sagde en ulykkelig ældre kvinde på min egen alder, altså gammel: »Min datters psykolog siger, jeg er grænseoverskridende!«

Lad lige den sætning hænge lidt i luften.

Grænseoverskridende opfattes af de allerfleste som noget negativt, måske fordi vi i dag helt har glemt, at der findes grænser, som vi er nødt til at overskride. Grænseoverskridende er derfor noget af det værste, man kan være, især som ældre kvinde. Vi ved det godt, og derfor er der heller ikke mange af os, der er det mere.

Der er derimod flere grænseoverskridende mænd. De sidder på alle lederposterne i erhvervslivet og også som mere eller mindre demokratisk valgte statsledere, og hvis kvinderne vil op på det niveau, er de også nødt til at lære at opføre sig grænseoverskridende. Så det gør de, hvis de mener det alvorligt nok, for det er ikke rart at være grænseoverskridende, især ikke hvis man er kvinde.

Der er nogle få ordentlige drenge og piger tilbage, helt nede på det niveau, vi gamle kvinder også kun kan tillade os at være grænseoverskridende på, men kampen mod de magtgale han- og også hungorillaer kunne desværre se ud til at være umulig at vinde uden en vis grad af grænseoverskridende adfærd.

Så vi gamle kvinder, der har lidt liv og galskab tilbage, på trods af at vi har været nødt til at kultivere og tæmme os selv lidt, har måske stadig eller måske ovenikøbet omsider en mission i verden med at overskride de grænser, som altid har burdet overskrides, når de mødes?

Retfærdigvis er der stadig nogle komikere af begge eller alle køn, Niels Hausgaard, Morten Münster og et par stykker til, som afprøver alle vores grænser, men vi er helt klart i mindretal, og det er farligt for vores alles fælles samfund.

Der er ikke mere nogen grænseoverskridende unge. De bliver grebet næsten ud af mors liv, eller i hvert fald så snart de råber for højt eller er for generte og stille og bliver diagnosticeret med adhd og autismeskalaerne og behandlet for deres ”sygdom” med noget af al den medicin, som er ved at erstatte vores naturlige dna og holder liv i lægemiddelindustrien, som på den måde holder liv i vores samfund.

Så her er heller ikke noget at hente. Den sunde fornuft og livets integritet er for længst solgt helt ud.

Man behøver næsten heller ikke at behandle disse unge terapeutisk, for de mærker hurtigt, hvor dårligt de passer ind i det følelsesløse samfund, der er blevet skabt omkring dem i løbet af de sidste 30-40 år. Jeg tør næsten ikke skrive ”i takt med den digitale udvikling”, men et faktum er desværre, at den binære statiske teknologi, selvfølgelig kunne man også sige, lever helt op til vores samfunds krav om mennesker uden følelser og liv overhovedet.

I dag er mennesker noget, man helst skal kunne pakke i kasser og tage frem efter behov. Spontanitet fungerer slet ikke i det samfund, vi har udviklet. Det fylder også alt for meget.

I dag er det så grænseoverskridende at vise følelser, at også voksne og selv gamle, som ellers burde vide bedre, frivilligt beder om diagnoser og medicin, som kan holde dem næsten nede på Jack Nicholsons kognitive følelsesniveau efter det hvide snit i filmen ”Gøgereden”.

Det var godt set af Milos Forman i 1975, hvor vi gøs over disse fremtidsperspektiver, som vi dog godt vidste lå lige rundt om hjørnet og slet ikke i nogen fjern fremtid ligesom ”1984”, som i 1948, da Orwell skrev den, lå langt ude i en fremtid, vi aldrig troede ville komme – men som vi også for længst har passeret.

Nå, det her skal ikke blive en begrædelig historie om fortidens liv, selv om det er svært at bevæge os nogenlunde naturligt på en klode, som er på vej til at skulle brødføde og give plads til 9 mia. mennesker, som af samme grund er nødt til at aftale alles næste skridt, så vi ikke støder sammen eller værre: kommer i krig. Og så er det faktisk jo også smart med alle dem, der sidder helt stille og ikke fylder for meget med deres elektroniske ”devices”.

Hvordan skulle nogle gamle kællinger, som ikke engang har lært at styre sig selv, også kunne ændre på noget?

Det sidste vil jeg besvare om lidt og springe let hen over det begrædelige faktum, at det ser ud til, at det for vores omverden er vigtigere at lukke munden på os end at ændre på alt det, vi alle kan se, der skulle ændres på.

Så til spørgsmålet om, hvordan mere grænseløshed skulle kunne ændre verden til et mere følsomt og levende sted.

Det er der to grunde til: Vi har overlevet med lidt af menneskets grænseløse sind i behold, og vi har, selv om vores omgivelser frygter vores manglende respekt for grænser, lært at kultivere og målrette netop den til de opgaver, som er blevet vores i løbet af vores lange liv.

Vi er da ulykkelige over, at vi indimellem er nødt til at vise os fra sider, hvor vores omverden tænker eller siger: Nu går hun da helt amok. Igen. Måske er hun ved at blive dement? Heldigvis dør hun snart. Hendes mor blev ikke så gammel.

Men hvis vi altid var sådan, var vi jo slidt op for længst.

Vi bliver også mere og mere i mindretal, ligesom der bliver mere og mere brug for det, vi kan og fortsat er nødt til at udvikle, fordi vi er de eneste tilbageværende mammutter på savannen.

Når vi er så få, har vi desværre ikke altid mulighed for at anvende Jürgen Habermas’ mest velafbalancerede samtaledialektik på at nedbryde de ødelæggende tabuer, som opbygges i vores samfund, når der skal være plads til så mange, at man skal råbe meget højt og være lidt modbydelig, hvis man bare vil svinge lidt med sine arme.

Vi har jo ikke altid været sådan. For 70 år siden var vi de små, søde og kønne piger, som fik at vide, at ingen brød sig om os, når vi sad stille og tænkte over det, vi så og hørte og var så kedelige, så vi heller aldrig blev gift. Nej, vi skulle smile med vores søde munde og lade være med at spørge så meget om alt muligt, som man aldrig fik nogen familie ud af at spørge om.

Så kom vi aldrig på banen i modsætning til vores mere larmende storesøstre og brødre, boomerne fra den store 68’er-generation – eller det havde vi håbet, vi aldrig kom, for vi ville faktisk også hellere nørde med vores eget i ro og fred, men efter at være blevet skoset og ringeagtet hele vores barndom indtil puberteten, havde vi i hvert fald lært at forsvare andre, der blev lige så dårligt behandlet, og vores børn skulle også have en anden barndom end vores, og det fik de, selv om de færreste af os faktisk fik børn, som det jo også var blevet os forudsagt.

De af os, der gjorde, blev igen overhalet indenom af historien, og al den frihed og sandhed uden tabuer og hemmeligheder under gulvtæpperne, som vi havde fattet, det handlede om at undgå gennem hele vores liv, var pludselig blevet samfundets normer og derfor også det, vores familier ville have. Vi var igen forkerte.

Men hvis man som et lille følsomt barn har klaret en barndom som vores og stadig er klar og også fit til at slås, også for de svage, så er man lavet af et særligt stof.

Det kan godt være, vi er i mindretal, men over 70 år som mærkelig og anderledes og heldigvis uden, at nogen havde held med at insistere på at ødelægge vores dna og livets oprindelige hensigt med os, har måske ført til noget fornuftigt og hensigtsmæssigt, også for andre mennesker, der ikke helt kan se det, men måske kommer til at se det en dag?

Hvis det ikke er for sent?

Til beroligelse kan vi sige til alle de irriterede mennesker i vores omgivelser, at vi holder ikke så længe, og som samfundsudviklingen tegner, er vi nok de sidste, der gider og har behov for at være grænseoverskridende.