Sygdom satte mig ikke på pause. Det gjorde systemet

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Jeg troede, det sværeste ved at falde om under min værnepligt ville være selve oplevelsen. At miste bevidstheden. At mærke, at kroppen pludselig ikke gør, som den plejer. Men det viste sig hurtigt, at det kun var begyndelsen. Efter to tilfælde, hvor jeg faldt om, blev jeg indlagt i tre dage på Bornholms Sygehus. Herefter blev jeg hjemsendt med besked om, at jeg skulle udredes i min hjemregion. Det lød umiddelbart trygt og fornuftigt.

Lige indtil jeg kom hjem. For her fik jeg at vide, at der kunne være op til tre måneders ventetid på udredning på sygehuset. Tre måneder, hvor jeg ikke ved, hvad der er galt. Samtidig blev mit kørekort midlertidigt inddraget af medicinske årsager, og jeg fik besked på ikke at være fysisk aktiv. Fra den ene dag til den anden gik jeg fra en aktiv hverdag i værnepligten til at være sat fuldstændig ud af spil.

Det, der overraskede mig, var ikke kun ventetiden i sundhedsvæsenet. Alt det, der ligger rundt om – det administrative system, som burde binde tingene sammen, men som i stedet spænder ben. For da jeg forsøgte at kontakte min egen læge for at få hjælp og opfølgning, blev jeg mødt af endnu en barriere: Jeg stod stadig registreret under Forsvarets sygesikring – selvom jeg var hjemsendt og ikke længere en del af systemet i praksis. Det betød, at min egen læge ikke kunne hjælpe mig.

Beskeden var, at der kunne gå op til seks uger, før det administrative blev rettet. Seks uger i uvished. Seks uger, hvor jeg hverken kan køre bil, være fysisk aktiv eller få klarhed over min situation. Og det stopper ikke der. For jeg må heller ikke arbejde, før jeg er udredt. Og uden adgang til min egen læge kan jeg heller ikke blive sygemeldt og få sygedagpenge. Det betyder i praksis, at jeg står uden indkomst. Ikke fordi jeg ikke vil arbejde. Ikke fordi jeg ikke forsøger. Men fordi systemet ikke hænger sammen.

Vi taler ofte om vigtigheden af et stærkt velfærdssamfund. Min oplevelse er, at vi har bygget et system, hvor ansvaret er delt op i så mange kasser, at ingen reelt har det. Når én myndighed slipper dig, og en anden endnu ikke har samlet dig op, så falder du ned imellem. Og der står man så. Som projektleder i sit eget sygdomsforløb. Jeg har selv måttet ringe rundt mellem myndigheder, Forsvarets system og sundhedsvæsenet for at få noget så grundlæggende som adgang til hjælp til at fungere.

Hvis vi mener det alvorligt, når vi taler om velfærd, så kræver det, at systemerne hænger sammen. At der er én indgang. Ét ansvar. Og at mennesker ikke bliver parkeret i administrative gråzoner uden hjælp og uden indkomst. For sygdom kan sætte én på pause. Men i et velfærdssamfund bør systemet være det, der griber – ikke det, der slipper.