DF's sorte politik vil ramme dem, de hævder at beskytte
Dansk Folkeparti vil hjælpe almindelige mennesker med deres forslag om at sænke priserne på diesel og benzin, men deres opgør med klimapolitikken vil dog ramme netop den almindelige dansker hårdt.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Prisen på diesel og benzin skal ned! Og pengene kan vi passende tage fra den grønne omstilling. Det er Dansk Folkepartis forslag som respons på de stigende priser som følge af krigen i Mellemøsten.
Isoleret set kunne det ses som en rimelig løsning på et akut problem. En midlertidig hjælp. Dog findes der andre, mere målrettede måder at hjælpe især de lavindkomstfamilier, som særligt har brug for hjælp nu og her. De mere velpolstrede danskere skal jo nok klare sig.
Det store problem er imidlertid, at dette ikke handler om akut hjælp til trængte danskere, men derimod om et ideologisk opgør med den grønne omstilling. Det skal være slut med afgifter på diesel og benzin. Slut med vindmøller. Og slut med kinesiske elbiler og solpaneler.
Det er i praksis en tilbagevenden til den klimabenægtelse, som har kendetegnet Dansk Folkeparti i årevis. Det var åbenbart kun i kølvandet på klimavalget 2019, at partiet gav medløb til klimatosserne. Problemet med det standpunkt er bare, at det helt ignorerer den fysiske virkelighed, vi står i – og at de, som vil blive ramt og ramt hårdt, især er lavindkomstgrupper, som alt andet lige har mindst at stå imod med, når klimakrisen viser sit værste ansigt.
For hvis vi ignorerer klimaet, så mister vi det Danmark, som Dansk Folkeparti hævder at ville beskytte. Helt konkret. Skybrud, stormfloder og skypumper ødelægger allerede nu hjem og værdier. Næsten to tredjedele af os danskere frygter allerede nu, at det kan blive sværere at forsikre vores boliger mod klimaskader.
Og mange eksperter og også politikere taler om, at vi må trække os tilbage fra dele af vores land – opgive de huse, som står udsat, og lade vandet tage over. Og det er logik for burhøns, at de mennesker i vores samfund, som har mindst økonomisk overskud, vil være mest udsat, når ulykkerne rammer.
Jeg kan godt forstå, hvis mange føler sympati for Dansk Folkepartis forslag. Den grønne omstilling har ikke været en god oplevelse for alle. Den har ramt skævt. Den har haft et ensidigt fokus på det, nogle kalder »Produktionsdanmark«.
Transportsektoren, landbruget og industrien har stået for skud, og mange, som bor på landet, har oplevet, at vindmøller og solceller skyder frem i landskabet, uden at de først er blevet hørt. Til gengæld er byerne og de riges overforbrug blevet stort set overset i klimapolitikken.
Men løsningen er ikke at lade som om, at klimaforandringerne ikke eksisterer. Hvis Dansk Folkeparti virkelig vil beskytte Danmark, så bør det i stedet kæmpe for mere retfærdighed i klimapolitikken. En politik, hvor de rige bidrager langt mere, og hvor vi mindsker den økonomiske ulighed, som stiller os forskelligt, når ulykken rammer, og som lægger gift ud for den folkelige opbakning til klimapolitikken. For uden klimapolitik vil vi miste det Danmark, som vi alle har kært.