Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Venstres stagnation er ikke så sær

Partiet er nødt til at se, hvordan samfundet har forandret sig – og forandre sig med.

E. Normark SørensenDebattør, Højbjerg

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

For 100 år siden fandtes der over 200.000 landbrug i Danmark. I dag er tallet nede på cirka 30.000. Venstre er historisk rundet af landbruget. Når erhvervet svinder sådan ind, forsvinder hele miljøer: landmænd, familier, ansatte og de mange, hvis arbejde og hverdag har været knyttet til landbruget, udgjorde engang en massiv del af partiets naturlige bagland.

Samtidig er Danmark blevet et udpræget bysamfund. Nye vælgergrupper prioriterer andre spørgsmål: klima, velfærd, uddannelse og bolig. Her har Venstre haft svært ved at fremstå som et parti med svar på fremtidens udfordringer, men i stedet ofte virket som forsvarer af et erhverv, der fylder stadig mindre. Man kan diskutere strategi og ledelse. Men man bør også stille det mere ubehagelige spørgsmål: Har Venstre tilpasset sig et Danmark, hvor dets historiske fundament er skrumpet markant? Hvis ikke, er stagnationen måske ikke så mærkelig.