Efter et fragmenteret valgresultat: Er valgets vinder … Folketinget?

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Så fik vi vores valgresultat. Det blev rodet, og hele 12 partier skal sørge for løjerne i folketingssalen fremover. Det betyder også, at mange stiller sig det helt oplagte spørgsmål om, hvad der så skal ske med regeringsmagten. Det kan jo nemt blive en besværlig affære.

Men måske er spørgsmålet om regeringsmagten det forkerte spørgsmål at stille. Måske burde vi hellere spørge os selv, hvad dette politiske kaos gør ved Folketinget?

Bliver Folketinget endnu svagere over for et regeringsapparat, der ønsker sig smidighed og effektivitet frem for gennemsigtighed og de besværlige spørgsmål, som Folketinget er sat i verden for at stille?

En første tanke er naturligvis jo, at det gør det. Når Folketinget er splittet til atomer som nu, er det svært at samle tilstrækkeligt med mandater bag noget som helst – herunder også kritik.

Og hvis Folketinget vil tage sig selv alvorligt og begynde at stille krav til regeringsapparatet om, hvordan det skal arbejde – f.eks. med ønsker om mere gennemsigtighed og mere grundighed – så skal der være mange mandater bag sådanne krav. Helst 90, selvom færre ofte kan gøre det.

Og det er helt åbenlyst svært at samle opbakning fra så mange, når Folketinget er fuldkommen fragmenteret, og alle kæmper med næb og kløer for en plads i studiet på TV News og ”Aftenshowet”.

Det er ingen hemmelighed, at Folketinget som institution allerede er udfordret over for et regeringsapparat, der er blevet stærkere og stærkere med årene. Det påviste jeg i min bog ”Den defekte lovmaskine”, og forskergruppen Magtudredningen på Aarhus Universitet har gennem det seneste år bekræftet det igen og igen og igen.

Men den politiske fragmentering, vi er vidne til, behøver ikke kun betyde, at Folketinget taber endnu mere terræn. Det kan også vise sig at betyde det modsatte.

Alle partierne – også dem, der drukner i ministerkontorerne lige om lidt – har i det rodede politiske landskab, vi står i, et enormt behov for at bevise, at der er behov for dem. Deres eksistensberettigelse er ikke givet. Det gælder måske endda også for de ”traditionelle” partier.

Det giver sig udslag i to ting: For det første et behov for politikudvikling. Man er ikke et parti, hvis man ikke har noget på hylderne. Jeg mener ikke den helstøbte politik, hvor der er styr på alle detaljerne; nej, man har behov for at skabe den politiske spilleplade, man selv styrer. Finde det tema, som er ens eget, og hvor man sætter dagsordenen. Har man ikke den, må man opfinde den. Ellers ender man som ligegyldig.

I mange tilfælde vil det nok vise sig som revolverpolitik, men i de mere velovervejede tilfælde vil det give sig udtryk i en strategisk satsning. Noget vil bære, andet vil briste. Men alle vil have behovet for ikke at ende som overflødige eller irrelevante.

For det andet vil det give sig indtryk for et gigantisk behov for at finde ”sager”. De emner og skandaler af mere eller mindre alvorlig karakter, hvor man kan stå som bannerfører for at få ryddet op i denne eller hin uretfærdighed. Naturligvis vil dette behov være størst hos partierne uden for regeringen – men dem vil der givetvis også være rigtig mange af.

Den politiske fragmentering, vi oplever, kan med andre ord ende med at revitalisere Folketinget. Flere spørgsmål, flere krav, flere politiske udspil. Simpelthen fordi partierne skal kæmpe hårdere for at vise, at danskerne ikke kan undvære dem.

Det er nemlig slet ikke en given størrelse længere.

Danskerne kan blive både vindere og tabere i denne situation. Vi kan ende med et politisk uregerligt land. Men vi kan også ende med et Folketing, der vågner og begynder at tage sig selv mere alvorligt som andet end figenblad for en lovmaskine, der kører i højeste gear – uanset regeringens farve.

Måske ender vi endda med begge ting på samme tid?