Min søster har opgivet at blive pædagog – fordi hun er enlig mor

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Vi taler konstant om mangel på pædagoger. Om normeringer. Om kvalitet i daginstitutioner. Om børn, der har brug for stabile, kompetente voksne. Om det faldende optag på pædagoguddannelsen. Men vi taler for lidt om, hvorfor dygtige mennesker aldrig får mulighed for at blive pædagoger.

Min søster er en af dem. Hun er enlig mor til to. Ressourcestærk. Ansvarsfuld. Erfaren. Hun arbejder som pædagogmedhjælper og drømte om at tage pædagoguddannelsen for at kvalificere og dygtiggøre sig yderligere. Hun ville være god. Hun er god.

Men hun har opgivet. Hun har ikke råd. Under praktikperioden på pædagoguddannelsen modtager de studerende praktikløn. Problemet er bare, at forsørgertillægget – som enlige forældre får under SU – ikke følger med over i praktiklønnen. Tillægget er knyttet til SU’en, ikke til uddannelsen som helhed.

Det betyder i praksis, at en enlig mor mister en væsentlig del af sit økonomiske grundlag, når hun går i praktik. Min søster, som også har SU-lån, mister 7.200 kr. om måneden. Huslejen forsvinder ikke. Madpriserne falder ikke. Udgifterne til børnenes behov bliver ikke mindre. Men indkomsten gør.

For min søster betød det et konkret regnestykke, der ikke kunne gå op. Hun gennemgik budgettet igen og igen. Skar ned. Vendte hver en krone. Men hun kunne ikke få det til at hænge sammen uden at risikere mere gæld eller økonomisk usikkerhed for sine børn. Så hun traf det ansvarlige valg. Hun opgav drømmen.

Vi står i en situation, hvor vi som samfund desperat mangler pædagoger. Samtidig indretter vi et system, der effektivt sorterer enlige forældre fra. På baggrund af økonomi. Hvad siger det om vores prioriteringer?

Vi taler om social mobilitet og lige adgang til uddannelse. Men reelt gør vi det sværere for dem, der i forvejen bærer mest ansvar. Enlig forsørgelse er ikke et valg, man kan sætte på pause i praktikperioder. Konsekvensen er, at vi mister kompetente, modne studerende med erfaring fra faget. Mennesker, der virkelig ved, at pædagoguddannelsen er deres drøm.

Min søster er ikke et enkeltstående tilfælde. Hun er et symptom på et system, der ikke er tænkt hele vejen igennem.

Hvis vi mener alvorligt, at vi vil styrke pædagogfaget, så skal vi sikre, at forsørgere ikke straffes økonomisk for at tage en uddannelse. Forsørgertillægget bør følge den studerende – ikke SU-systemets tekniske konstruktion. For lige nu koster det os mere end bare penge. Det koster os mennesker. Og i sidste ende er det børnene, de unge og de udsatte, der betaler prisen.