Du kan ikke brokke dig over den islamiske invasion af Danmark uden at komme i kirke om søndagen

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Vi er i krig med islam og den islamiske invasion af vores land. Sådan har både vi i DFU og DF kommunikeret i snart mange år. Men det er efterhånden på tide at tage skridtet videre. Det er en åndelig kamp. Og den kan ikke vindes blot ved at kæmpe for frihedsrettigheder og danske værdier.

Hvis vi skal være ærlige, må vi også rette blikket mod os selv. Især som konservative. Man kan ikke med troværdighed beklage sig over Danmarks forfald, over tabet af værdier og over fremmede kulturers voksende indflydelse, hvis man samtidig har vendt ryggen til sit eget fundament. Man kan ikke kræve, at Danmark skal forblive et kristent og dansk land, hvis man selv har nedgjort kristendommen til noget oldnordisk, det moderne menneske ikke kan bruge til noget.

For sandheden er, at kampen for Danmark ikke kun står ved grænsekontrollen, i Folketinget eller i lovgivningen. Den står i vores sind, i vores familier, i vores lokalsamfund – og i vores kirker. Danskernes bevidsthed om kristendommen som det bærende fundament for vores samfund er hurtigt faldende. I årtier har vi levet i en kulturradikal tidsalder, hvor religion, tradition og rodfæstede værdier er blevet latterliggjort som gammeldags, undertrykkende eller irrelevante.

Vi har skabt et samfund, hvor alt flyder. Hvor moral er individuel. Hvor menneskets egne lyster og behov er det højeste mål. Hvor ansvar, pligt og anstændighed ofte må vige for bekvemmelighed og selvrealisering. Vi har tid til at bruge timer på styrketræning, yoga, meditation og saunagus, alt sammen i forsøget på at fylde et tomrum. Vi har tid til at drikke os sanseløse i weekenden. Vi har tid til at se timevis af fodbold, serier og underholdning. Men vi har åbenbart ikke tid til Gud.

Et folk, der ikke tror på noget højere end sig selv, kan ikke forsvare sine værdier med overbevisning. Det er en illusion at tro, at man kan bevare Danmark alene gennem paragraffer, grænsebomme, hjemsendelser og integrationsprogrammer. Det er nødvendigt – men det er ikke tilstrækkeligt.

Hvis Danmark skal bestå som et dansk og kristent land, må vi begynde med os selv. Det kræver, at vi igen tager vores tro alvorligt. At vi igen gør kirken til et naturligt samlingspunkt. At vi igen lærer vores børn, hvor vores værdier kommer fra. At vi igen tør sige, at ikke alt er lige godt, ikke alt er relativt, og ikke alt skal accepteres.

Kristendommen og islam er ikke ens. Vores kultur, tro og værdier er overlegne.