Hvorfor skal ansvarlige skoleelever straffes for noget, de ikke har magt over?

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

»Leonie, kan du ikke sige til læreren, at min bus er fem minutter forsinket?«

Det er en besked, jeg ofte får fra min veninde, som hver morgen bruger 45 minutter i bus for at kunne møde op i skole.

Men selvom hun kun kommer fem minutter for sent, får hun stadig registreret 45 minutters fravær – altså et halvt modul. Og når først fraværet er givet, står det ikke til forhandling. Om det så var hendes skyld, at bussen var forsinket eller ej. Og siden fraværet alligevel er givet, kan hun teknisk set lige så godt forlade timen og komme tilbage efter 40 minutter. Skaden er sket, og fraværet er allerede givet.

Hvorfor straffer vi unge med 45 minutters fravær, når de kun er kommet fem minutter for sent?

Et argument, jeg ofte hører fra lærerne, er, at »unge skal lære ikke at komme for sent«. Men hvad lærer man egentlig, når forsinkelsen skyldes noget, der er fuldstændig ude af ens kontrol?

Det får mit blod til at koge, når jeg tænker over, at unge som min veninde tager sig sammen hver morgen for at stå tidligere op end os andre for at komme i skole, og når bussen så er forsinket, stadig får 45 minutters fravær for det.

Min veninde har ikke selv valgt, at bussen er forsinket. Hun har ikke sovet over sig. Hun har ikke prioriteret forkert. Hun gør faktisk alt det, vi beder unge om – hun står tidligt op, tager ansvar og møder op – trods en lang og udmattende transport. Men alligevel vælger systemet at straffe hende.

Ifølge skolens logik burde løsningen være, at hun tager en tidligere bus for ikke at komme for sent. Men hvis vi følger den tankegang, forventer skolen, at en gymnasieelev står op kl. 5.15 om morgenen for at tage en bus kl. 6.00, være på skolen kl. 7.00 – og så vente en time på, at undervisningen begynder. Det er absurd.

Og endnu mere absurd er det, at det anses for mere rimeligt end at acceptere, at en elev indimellem kommer 5-10 minutter for sent på grund af offentlig transport.

Konsekvensen er ikke mere disciplin – men lavere motivation. Når elever ved, at de får så meget fravær, hvis de kommer fem eller 10 minutter for sent, mister de lysten til overhovedet at dukke op til første del af timen.

Hvorfor skynde sig? Hvorfor stresse? Hvorfor tage kampen op, når systemet på forhånd har dømt én ude?

I stedet burde vi anerkende deres indsats, vise fleksibilitet og forstå, at virkeligheden ikke altid passer ind i et skema. Vi burde give dem de minutters fravær, de er kommet for sent.

For hvis målet er at uddanne ansvarlige, motiverede unge mennesker, så er 45 minutters fravær for fem minutters forsinkelse ikke vejen frem.