Hva' med måltidskulturen: Det er ikke gæsterne, men os selv, der ødelægger hverdagsmåltidet

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Her i Jyllands-Posten kunne man for en måned siden læse forfatter og kulturjournalist Gudrun Marie Schmidts bedste råd til, hvordan vi kan få flere til aftensmad derhjemme. Fem konkrete råd, vi kun kan bakke op om, og som i vores øjne alle peger i én retning: Vi lægger alt, alt for meget pres på os selv. Men hvad er det egentlig for et pres? Ved vi det? Det kommer vi tilbage til.

Baggrunden for historien var en ny Megafon-måling. Den viser bl.a., at halvdelen af danskerne kun inviterer folk på aftensmad én gang hvert halve år, medmindre der er en særlig anledning.

Da målingen kom ud, blev flere eksperter interviewet, som pegede på, at »et pres kan være årsagen«. Indtil videre har vi dog efter vores mening manglet en større og repræsentativ forståelse af problemets alvor. Derfor satte vi os for at undersøge det lidt nærmere med en befolkningsundersøgelse blandt 1.500 danskere udført af Norstat.

Vi kalder den Måltidsmålingen, og den viste først og fremmest, at næsten halvdelen af danskerne gerne vil invitere oftere på middag, og næsten lige så mange vil gerne inviteres. Men der, hvor det især bliver interessant, er i undersøgelsens resultater i forskellen mellem at være vært for en middag og gæst.

For undersøgelsen viser, at når vi er værter, forventer vi i gennemsnit at bruge 25 pct. flere penge og 40 pct. længere tid på indkøb og madlavning, end vores gæster forventer. Samlet set noget, der understreger bredt set, at det er et misforstået pres på middagen, som ikke burde være der. Det kommer ikke fra gæsterne, det er noget i os selv.

Det er ærgerligt, når Madkulturen har flaget, at 1,2 mio. danskere spiser alene en typisk aften, og når vi fra FN’s World Happiness Report ved, at fællesskab omkring måltider styrker velværet.

Gudrun Marie Schmidt siger i JP: »Arrangér derfor aftensmad, som du ville gøre, hvis det kun var dig selv.« Det er naturligvis nemmere sagt end gjort, og mange genkender nok følelsen af, at det skal være ”ordentligt”, før man kan byde velkommen. Det skal være noget særligt. Så venter vi til weekenden, på overskuddet – og nogle gange bliver det så aldrig til noget. Og det gør, at vi mister noget vigtigt, og vi mister noget, vi savner og gerne vil have mere af.

Vi taler sjældnere om måltidet som noget enkelt og uformelt. Det er blevet noget, der skal være Instragramable. Siden 1800-tallet har vi i Schulstad og Carlsberg været en del af danskernes uformelle måltider, og derfor føler vi et ansvar for at sætte skub i samtalen om, hvordan vi gør fællesskabet omkring måltidet mindre krævende igen. Ikke fordi vi har alle svarene, men fordi vi først må forstå, hvad der står i vejen, før vi kan ændre det.

Vi vil gerne være med til at skubbe udviklingen i en retning, hvor værtskabet bliver lettere, og hvor hverdagsmåltiderne igen bliver noget, vi deler oftere. Ellers risikerer vi at miste mere end tradition. Vi mister de øjeblikke, hvor man bare er sammen uden anledning.

For over 20 år siden skabte Claus Meyer og flere førende kokke Det Nordiske Køkkenmanifest og satte gang i en madkulturel bevægelse og stolthed, som Danmark stadig nyder stor international respekt og anerkendelse for i dag.

Det er svært ikke at tænke på, hvilken positiv forandring der opstod dengang, når vi ser på den triste udvikling, der præger danskernes hverdagsmiddage i dag. Derfor er tiden måske inde til et måltidsmanifest?

Det kunne være et fælles afsæt for at gøre det nemmere at invitere hinanden ind igen. For i dag bliver tiden ofte en undskyldning, hvor høje forventninger til os selv får os til at droppe invitationen, fællesskabet omkring måltidet bliver skrøbeligt, og hvor vi risikerer at give en kultur videre, hvor det uformelle hverdagsmåltid ikke længere samler os.