Venezuela viser, at det kræver realisme at holde Grønland fra Trump

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Trumps militære indgreb i Venezuela var et nødvendigt onde, som indebar en krænkelse af folkeretten. Især princippet om ikke-indblanding i indre anliggender og forbuddet mod magtanvendelse blev brudt.

Konsekvenserne for verdensordenen kan være alvorlige, fordi der skabes en præcedens for brug af magt til at fremme en politisk dagsorden, som tjener særlige interesser og ikke nødvendigvis det fælles bedste.

Hvem kan stoppe Donald Trump – med hans mobbende tankegang og narcissistiske adfærd – fra eksempelvis at søge kontrol over Grønland, blot fordi han har genoplivet Monroedoktrinen og er overbevist om, at hans mission er at Make America Great Again?

Set i et globalt perspektiv er Maduros anholdelse uønsket. Set fra et venezuelansk perspektiv var der imidlertid ingen anden reel mulighed end magtanvendelse.

Det er paradoksalt, at netop overholdelsen af folkerettens principper om suverænitet og politisk uafhængighed i praksis har været med til at fastholde diktatorer som Nicolás Maduro. I mere end to årtier har nabolande, det internationale samfund og en dybt fragmenteret venezuelansk opposition forsøgt at løse konflikten gennem dialog.

Hver gang chavismo har været under pres, har en “venlig” regering grebet ind og reddet regimet.

Senest har Brasilien, Mexico og Colombia undladt at fordømme de åbenlyst manipulerede valgresultater fra den 28. juli 2024 med henvisning til folkenes selvbestemmelsesret.

En lang række toppolitiske aktører – herunder tidligere statsoverhoveder som Jimmy Carter, César Gaviria, José Luis Zapatero og Leonel Fernández – samt institutioner som Norges udenrigsministerium har været involveret i gentagne forsøg på at løse konflikten.

Dialogen har imidlertid ikke skabt resultater. Chavismos cubansk-inspirerede strategi har konsekvent været at underminere dialogen indefra. Oppositionen er blevet infiltreret af muldvarpe og udsat for afpresning, mens regimet bag en facade af lovlighed og forsoning har brugt dialogen som en tidskøbende strategi, hvor gaslighting kombineres med repression.

Narkotikahandel, hvidvask og bevæbning af civile grupper er ikke teoretiske anklager. Cartel de los Soles og Tren de Aragua udgør reelle trusler, og det er almindeligt kendt, at deres ledere findes i regimets øverste lag.

Den venezuelanske befolknings lidelser omfatter omkring otte millioner migranter og et markant fald i bnp per indbygger (ca. 4.000 USD), hvilket placerer Venezuela under lande som Guatemala og Ecuador.

Som dansk statsborger med venezuelansk baggrund må jeg konstatere, at overholdelse af folkeretlige principper i denne kontekst er blevet et luksusgode, som venezuelanerne ikke havde råd til.

Situationen krævede handling – og den eneste person, der var villig til at handle, hedder Donald Trump.

Venezuelas oliereserver står øverst på Trumps dagsorden. Olie har altid været landets primus motor – fra overgangen fra landbrugs- til bysamfund til finansieringen af Chávez’ grandiose projekt, den såkaldte »socialisme for det 21. århundrede«. Det ved alle venezuelanere, og det ville være urealistisk at tro, at det denne gang forholder sig anderledes.

Forhåbentlig – dog med betydelig usikkerhed – kan Trumps indgreb bane vejen for genetablering af demokratiet i et land, som engang var et af Latinamerikas mest stabile. På den korte bane er der et stort håb om, at de ca. 900 politiske fanger befris.

Kære repræsentanter for det internationale samfund og Europas kaviarsocialistiske partier: Husk jeres medansvar for Venezuelas krise. I kunne have fordømt Chávez’ og Maduros systematiske afinstitutionalisering langt tidligere.

Kære politikere og medborgere i Danmark: Den tid, vi lever i, kræver handling, magtpolitisk realisme og intelligent forhandling med Trump og hans regering, hvis vi vil bevare kongerigets integritet.