Akademikerhad gør vores samfund faktaresistent
Vi har skabt en politisk kultur, hvor påstande som, at »nogle forskere lever i en forskerverden«, er blevet helt legitime argumenter for at gå med mavefornemmelsen.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Sokrates blev dømt til døden af de vestlige demokratiers forfader, den græske bystat. Ligeledes har vi dømt vor tids tænkere til en ulæst debatspalte med ord, der har mindre vægt end folkestemningens polariserede SoMe-kor af unuancerede synspunkter.
Hver gang vi rider på en populistisk bølge af akademikerhad, gør vi vores samfund fattigere og mindre velfungerende. Der er intet galt med at kritisere den akademiske overklasse, men det er destruktivt at underkende den faglighed, den tilbyder, som er til gavn for os alle.
Når enhver kan kalde sig ekspert i økonomi, vedvarende energi eller pædagogik, har vores virkelighedsopfattelse fået en alt for naiv og individualistisk klang.
Denne foragt eller ligegyldighed over for eksperter har f.eks. for nylig ført til flere partiers forslag om differentieret moms, som samtlige økonomiske eksperter fraråder. Et andet eksempel kan være undervisningsministerens stramninger i folkeskolens ordensbekendtgørelse, trods kraftige protester fra statens eget nedsatte børneråd.
Det viser noget symptomatisk for vores tid, for lyset er slukket for de lærde. Det akademiske Danmark bliver reduceret til en gruppe virkelighedsfjerne idealister, der ikke forstår de politiske realiteter. Vi har skabt en politisk kultur, hvor påstande som, at »nogle forskere lever i en forskerverden«, er blevet helt legitime argumenter for at gå med mavefornemmelsen i nogle af de vigtigste politiske beslutninger i Danmark.
Jeg kan godt forstå, hvorfor en stor del af den danske befolkning føler sig kørt over af den akademiske overklasse. Der er mange gode grunde til at kritisere de uligheder, videnssamfundet har ført med sig, men man kan sagtens kæmpe for et mere forenet Danmark på tværs af uddannelsesniveau uden at føre en politik, der decideret modsætter sig det at vide.
Denne modstand er overalt, i politikeres manglende evne til at lytte til eksperter, i retorikken, der kræver, at dannelse altid har et praktisk formål, og i nedskæringer på universiteterne.
I gymnasiet bruger jeg det meste af min tid på at lære om akademisk metode og kildekritik, og jeg må desværre sige, at der ikke er ret mange af de politiske tiltag, jeg læser i nyhederne, der virker til at tage højde for nogen af delene.
Det er så vanvittigt demotiverende som en, der ønsker at gå den akademiske vej, at vide, med hvilken ringeagt de danske politikere behandler det selvsamme materiale, som jeg terper hver dag i skolen. Det er ærgerligt, ikke for min eller den akademiske overklasses skyld, men for mine medborgere.
De børn, der nu skal opleve mere straf og autoritet som løsning på deres mistrivsel i folkeskolen, eller de udlændinge, der gang på gang skal høre på en hadsk retorik fyldt med beskyldninger, selvom integrationen går fremad.
Jeg frygter, at vi i fremtiden kommer til at se tilbage på denne periode som fejltagelsernes epoke, hvor vi blindt fulgte en amerikansk individualisering af fakta.
Men jeg vil alligevel komme med en appel som ung, fremtidig akademiker, at vi er nødt til at genetablere fakta i vores politiske kultur. Eksperterne er ikke svingvælgerne, det er universitetsprofessorerne. Så kære politikere, lyt nu til dem.