Det er på tide at få ryddet op i ammoniakreglerne

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Danske landmænd, især kød- og mælkeproducenter, er i disse år presset som aldrig før. Mange sidder reelt som en lus mellem to negle.

På den ene side er store dele af landbruget tegnet ind i omlægningsplanerne i de lokale grønne treparter. Her skal lodsejerne tage stilling til, om de vil omlægge eller afgive deres jord, ofte højtbeliggende robust landbrugsjord, hvor en stor del af vores fødevareproduktion finder sted. Det sker vel at mærke, uden at der findes dækkende økonomiske puljer til udtagning af netop de arealer.

På den anden side står mange af de samme landmænd nu over for at skulle efterleve den nye kvælstofregulering. En regulering, der formelt først gælder fra starten af 2027, men som allerede i det kommende år kræver handling og tilpasning.

Det skal landmændene gøre, selv om helt centrale forhold, herunder kompensationen for den f.eks. korn og majs, de mister retten til at producere, fortsat er uafklarede. Samtidig baserer reguleringen sig på såkaldte

Omlægningsplanerne ligger fast i næsten alle lokale treparter og er godkendt eller på vej gennem byrådene i skrivende stund. Den nye kvælstofmodel er politisk vedtaget. Her er der altså ikke meget at gøre længere. Netop derfor er det nu tid til, at politikere og embedsværk retter blikket mod reglerne for de nævnte landmænds udledning af ammoniak.

Ammoniakreglerne for landbruget ligger først og fremmest i husdyrbrugsloven og den tilhørende husdyrgodkendelsesbekendtgørelse og er tæt koblet til Natura 2000- og habitatreglerne.

I årevis har landbruget og erhvervets centrale rådgivere peget på, at reglerne er blevet unødigt komplekse, ulogiske og bureaukratiske. De spænder i dag ben for udvikling af landbrugene, helt almindelig drift af dem og ikke mindst for generationsskifte.

I dag kan selv små ændringer i driften udløse omfattende krav, selv når udledningen af ammoniak på grund af tiltagene falder. Nye, mere miljøvenlige stalde bremses af uforståelige afstandsregler, og helt ens bedrifter behandles vidt forskelligt fra kommune til kommune.

Resultatet er usikkerhed, forvirring og hovedpine hos dem, der sørger for kød, mælk, ost og smør til hele Danmark og store dele af EU.

Landbruget blev tidligt i trepartsprocessen lovet »fuld skrue på de arealer, der er tilbage efter omlægningen«. Det løfte er skudt ned af den nye kvælstofregulering.

Og kombinerer man det med et ammoniakregelsæt, der i praksis lægger flere benspænd ud, end det fjerner, så bliver det mildt sagt for meget! Derfor er opfordringen herfra ganske enkel: Lad os som minimum få fornyet og forsimplet ammoniakreglerne. Væk med uforståelige krav. Væk med unødigt bureaukrati. Og væk med regler, der rammer hårdt uden tilsvarende miljøgevinst.

Efter nogle slemme slag til bugen fortjener landbruget i det mindste, at der bliver ryddet op her.