Kan vi som velfærdssamfund blive ved med at acceptere psykologbehandling uden at måle effekten?

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Forestil dig, at du får en recept på noget medicin hos lægen, som samtidig siger til dig: “Vi ved ikke, om det virker, og vi følger heller ikke op på effekten af behandlingen bagefter.” Det ville du selvfølgelig aldrig acceptere, og det ville heller aldrig ske.

Men faktisk forholder det sig stort set sådan, når det kommer til en del af den psykoterapi, som tilbydes i dag.

Vi taler her om et område, hvor vi som samfund bruger milliarder, hvor ventelisterne er lange, og hvor stress, angst og depression er blandt de hyppigste årsager til sygemeldinger. Alligevel måler alt for få på, om de individuelle terapiforløb gør en reel forskel.

Når vi ikke måler, er risikoen for at famle i blinde stor. Vi ved ikke, om mennesker generelt får det bedre.

Samtidig risikerer vi, at dét at være i psykoterapi bliver et mål i sig selv i stedet for noget fokuseret, effektfuldt og midlertidigt, der hurtigst muligt skal hjælpe mennesker videre.

Når jeg taler om effektmåling, møder jeg tre typiske indvendinger: frygten for at reducere mennesker til tal, frygten for en afsløring af, at terapien har begrænset effekt, og argumentet om, at effektmåling er dyrt og besværligt. Ingen af dem ændrer på det grundlæggende – at vi skylder mennesker med psykisk lidelse den bedst mulige og mest effektfulde hjælp.

At måle er ikke at reducere mennesker til tal. Det er at skabe et fælles billede af udviklingen og det bedst mulige fundament for forbedret trivsel. At kigge kritisk på den effekt, vores terapi har, er at tage fælles, fagligt ansvar. Og ja, effektmåling kræver struktur, veltilrettelagte processer og systemer, der kan håndtere det.

I det psykologhus, jeg leder, måler vi på alle forløb. Klienten udfylder korte spørgeskemaer om sin trivsel, og vi kigger sammen på udviklingen. Det giver overblik og en mulighed for at forbedre os, hvis vi ser uhensigtsmæssige mønstre på tværs af mange forløb.

For mig handler effektmåling om omsorg, for som vi formulerer det internt: Vi måler effekten, fordi psykoterapi skal gøre en konkret forskel. Alt andet ser vi som uansvarligt.

Spørgsmålet er for mig ikke kun, om vi kan blive ved med at tilbyde terapi uden effektmåling. Spørgsmålet er, om vi som et ansvarligt velfærdssamfund har råd til det – både menneskeligt og økonomisk.

Når vi som samfund tilbyder vores borgere terapi, bør vi i min optik ikke kun forholde os til, hvor mange samtaler de får, men snarere, hvilken dokumenteret effekt terapien har, og hvor meget trivsel den reelt skaber.

Og vi psykologer må spørge os selv, om det er foreneligt med vores ansvar at tilbyde behandling, vi ikke systematisk ved virker – men som alene beror på vores mavefornemmelse.