Jeg vil gerne slå alarm: Utrygheden breder sig

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Jeg har behov for at slå alarm. Det er ikke noget, jeg har gjort før i den tid, jeg har været aktiv i den offentlige samtale gennem mere end 20 år.

Men jeg skriver dette med en tunghed, som har hængt i mig i dagevis. Jeg har vendt og drejet hvert ord, overvejet, om jeg overhovedet skulle skrive noget. For jeg har ingen rådgiver, ingen SoMe-ansvarlig, intet strategisk netværk i ryggen.

Jeg er bare den dreng fra Vestegnen, der var så velsignet at vokse op omgivet af gode mennesker og en kærlig familie. Jeg er privilegeret i kraft af min uddannelse og de muligheder, Danmark har givet mig.

Jeg er danskfødt, danskmuslim – og stolt af det.

Danmark er mit hjem. Det er her, jeg har lært at tale, gå i skole, drømme, fejle og rejse mig igen. Her er min mor begravet på Vestre Kirkegård, og jeg har netop fornyet hendes grav med 20 år, efter at hun har hvilet der i 20 år.

Alle, jeg møder – uanset baggrund – bærer på en voksende uro. Jøder, muslimer, politikere, pensionister, offentligt ansatte. Venner, kolleger, naboer. Ingen føler sig helt trygge længere. Tonens hårdhed, konflikternes intensitet, de konstante skyttegrave æder sig ind i vores dagligdag. Nogle af os mærker det som angst. Andre som vrede. Nogle som træthed.

Men fælles for os er følelsen af magtesløshed.

Og jeg må indrømme, at jeg også selv står der. Jeg kan ikke lade være med at tænke, at dem, der faktisk har magten til at ændre noget – dem, der kan sætte kursen – ikke gør nok. Ikke i den her historiske situation, hvor alt skrider under os.

Jo tættere vi kommer på folketingsvalget, jo større bliver min frygt. Ikke for resultatet i sig selv, men for det klima, der omgiver det. For polariseringen, for ekstremismens vokseværk blandt politikere, for enkeltsager, der blæses op og forvandles til valgtemaer uden blik for konsekvenserne.

Alle siger, at medierne glemmer de gode historier. Det tror jeg ikke nødvendigvis handler om ond vilje – men om tidens logik og de vilkår, som mediebranchen for det meste er underlagt. Hårde overskrifter vinder over nuancer.

”Rage baits” bliver skabt af medierne, for at vi skal forarges og reagere. Konflikt vinder over harmoniske fortællinger. Det efterlader os andre tilbage med ekkoer af frygt i stedet for mulighed for læring og det personlige møde, der har potentialet til at skabe tillid.

Derfor skriver jeg dette. For jeg kan mærke, at hvis jeg ikke sætter ord på den her krise, så vokser den i mig. Nogle dage føles det næsten, som om jeg ikke kan trække vejret. Som om luften omkring er blevet for tung.

Når flygtninge og asylsøgere bliver umenneskeliggjort, når de overvægtige hånes, når danske muslimer bliver set som en statstrussel, når jødiske børn skal gå i skole med politibevogtning, når fru Jensen ikke kan få et ekstra bad om ugen, når frihedsrettigheder tilbageholdes til fordel for sindelagskontrol, når ca. 700 mennesker dør af ensomhed om året.

De næste dage vil jeg tale med mennesker, for der må være en vej gennem dette. En vej, hvor vi ikke lader frygt og vrede definere os som samfund. Nogle eller nogen må da kunne samle os? Går vejen igennem anstændighed, gensidig tillid og omsorgsfuld sameksistens? For sameksistens for mig er fattig, hvis ikke der er indhold knyttet til det. Derfor omsorgsfuld sameksistens.

For sandheden er, at Danmark altid har været stærkest, når vi har set hinanden i øjnene og ikke kun på afstand. Når vi har handlet for det fælles bedste. En for alle – alle for en. Når vi har talt med – ikke om – hinanden.

Jeg skriver ikke dette for at skabe panik, men for at dele min sårbarhed. Jeg skriver det, fordi jeg er bange for, at vi allerede er på vej et sted hen, hvor vi ikke ønsker at være. Og fordi en alarm nogle gange er det eneste, der kan vække os, før det er for sent.