Det lyder smukt. Men det er urealistisk

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Jens G. Friis beskriver i JP 10/12 på udmærket vis udviklingen i fødevareproduktionen de seneste 60-70 år og nævner nogle af de konsekvenser, det har medført. Han nævner familiemedlemmer, som på idealistisk vis forsøger sig i det små for at prøve en anden vej.

Hver gang fødevareproduktionen debatteres, bringes små, lokale producenter ind. Hvad ingen nævner, er perspektiverne for disse idealister. De fleste af dem vil næppe kunne sælge nok til at dække produktionsomkostningerne og slet ikke en anstændig løn. Mange er først i 20’erne, og når de runder 30, vil de stadig være fattige. I modsætning til deres jævnaldrende, som valgte en anden vej. De vil have en sikker indkomst.

Derfor er et indlæg om fødevareproduktionen som Jens Friis’ ren romantik og helt uden forbindelse med virkeligheden. Det betyder ikke, at emnet er irrelevant, men vi er nødt til at angribe det fra en anden vinkel. Vi kunne jo starte med at stille spørgsmålet: Hvad er en acceptabel årsløn for dem, der producerer vores mad?

Jeg vil mene, at 500.000 kr. som udgangspunkt er et passende niveau for den indsats og risiko. Når vi har afklaret det spørgsmål, kan vi regne videre og se, hvilken produktionsform og størrelse der kan honorere det. Næppe små, lokale frilandsgartnerier med sæsonvarer til sommergæsterne.