Det er bare symptombehandling

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Vi lever i krisetider, og disse står for tiden i én lang, endeløs kø. Vi kender dem alle – de fylder vores hverdag, fra morgen til aften, og medierne leverer, hvad de kan, men ikke mange solstrålehistorier.

Kun weekenden kan bøde lidt på såret med succes fra sportens verden, men kun som garniture på en efterhånden nedslidt “hverdagsret”, der vel hænger langt de fleste ud af halsen.

Tag nu ordet “remigration”, der om noget er oppe i tiden; men kun for at vende. Sandheden er jo, at selve ordet jo kun er et symptom på en uløselig samfundssygdom, ingen som helst statsminister vil kunne løse.

På lignende vis tamper vi for tiden løs på vores politikere; det er jo en vigtig del af den demokratiske proces, at sådan gør vi her i de såkaldte (endnu) frie samfund. Men igen – om vi så kølhaler den ene politiker efter den anden hele Folketinget rundt, skal vi jo ikke stikke os selv blår i øjnene, at tingenes tilstand bliver ret meget anderledes med nye koste i skabet eller med andre hænder på roret. Møget ligger der jo stadig – og nyt kommer uafladeligt til.

Om vi får en ny regering senest til oktober næste år, vil kun tiden vise. Valgkampen er jo allerede skudt i gang, og stolelegene er så småt ved at indfinde sig, og hvem der kommer til at sidde hvor og over for hvem, bliver jo som proces spændende at følge. Men så heller ikke mere.

Vi har jo de politikere, vi fortjener. Om så hele farvepaletten rundt gør det i bund og grund ingen som helst forskel på symptomet, der fortsat lever i folkehavet, der jo også er vælgerhavet.

Så jo, vi er alle i samme båd. Med eller uden fører.