Når vi skammer os over os selv, begynder Europas undergang indefra
Europa er ikke det samme kontinent som det, vores bedsteforældre voksede op i, og det gør mig dybt bekymret som ung europæer.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Det, der engang var verdens mest stabile kontinent, er i dag ved at smuldre under vægten af sine egne idealer.
Europas største trussel kommer ikke længere udefra. Den kommer indefra. Den kommer fra en politisk og kulturel elite, der har vendt sig mod sin egen arv og forsøger at skabe en ny fortælling om vores historie, vores identitet og vores fremtid. I denne fortælling er Europa kun godt, hvis det skammer sig over sig selv.
Denne elite hævder, at Europa skal frelses gennem “mangfoldighed” og “inklusion”. Men bag de pæne ord gemmer sig en ideologi, der i virkeligheden handler om at nedbryde det, der har gjort vores civilisation stærk: nationalstaten, vores kulturelle rødder og vores fælles værdier.
Man ser det i undervisningen, hvor Europas historie reduceres til kolonialisme og skyld. Man ser det i institutionerne, hvor alt handler om identitetspolitik og repræsentation frem for substans. Og man ser det i migrationspolitikken, hvor grænserne er blevet et symbol på intolerance i stedet for en forudsætning for tryghed.
Danmark og Europa står i dag med konsekvenserne. Ifølge Danmarks Statistik udgør ikkevestlige indvandrere og deres efterkommere omkring 16,3 pct. af befolkningen, men de er markant overrepræsenteret i kriminalstatistikkerne. En analyse offentliggjort i Scandinavian Journal of Public Policy viser, at efterkommere af ikkevestlige indvandrere i alderen 17-24 år har en domsfrekvens på omkring 13 pct. om året, hvilket er flere gange højere end hos etniske danskere.
I Sverige viser en 21-årig opfølgning fra Brottsförebyggande rådet (Brå), at personer med indvandrerbaggrund er markant overrepræsenteret i voldtægtsdomme, og at denne overrepræsentation fortsætter, selv når man kontrollerer for socioøkonomiske faktorer. I Tyskland rapporterede Bundeskriminalamt i 2022, at personer fra Mellemøsten og Nordafrika stod for over 35 pct. af mistænkte i gruppevoldtægter, selvom de udgør under 5 pct. af befolkningen.
Dette handler ikke om hudfarve. Det handler om værdier. For alt for mange af dem, der kommer til Europa fra mellemøstlige og nordafrikanske samfund, deler ikke vores grundlæggende syn på frihed, lighed og demokrati. Undersøgelser fra Pew Research viser, at et flertal af muslimer i mange MENAPT-lande mener, at kvinden bør adlyde sin mand, og at homoseksualitet aldrig bør accepteres. Når disse holdninger importeres til Europa uden krav om integration, udhules de værdier, vores samfund bygger på.
Alligevel fortæller eliten os, at dette er nødvendigt. At Europa kun kan være stærkt, hvis det opløser sig selv. At nationalstaten er farlig, og at en global landsby er fremtiden.
Det er løgn. Ingen civilisation har nogensinde overlevet ved at skamme sig over sig selv. Ingen kultur har bevaret sin styrke ved at opløse sine grænser og tvivle på sit eget værd.
Europa skal igen turde stå ved sig selv. Vi skal turde sige nej til masseindvandring fra kulturer, der ikke deler vores værdier. Vi skal turde sige nej til globalistiske projekter, der vil erstatte vores historiske identitet med en abstrakt idé om mangfoldighed. Og vi skal turde sige ja til vores egen arv. Ja til frihed, lighed og demokrati, ikke som tomme slagord, men som levende principper, der skal forsvares.
Når vi skammer os over os selv, svækker vi det, der gør os stærke. Europas undergang vil ikke komme med en invasion udefra, men med en langsom opløsning indefra. Det er stadig muligt at standse det. Men det kræver, at vi husker, hvem vi er, og hvorfor vores civilisation er værd at bevare.