Kunsten at være forundringsparat

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Når man lige ser bort fra den fjogede idé med at indføre en stjerne som en særlig præmiering, der kan knyttes til 12-tallet, er der mange gode takter i det nye forslag om en ny karakterskala. Den gamle har længe trængt til udskiftning. Det er der flere årsager til.

Den blev indført i 2006, bl.a. for at tilfredsstille ønsket om en skala, der nemmere kunne tilpasses internationale standarder, og som navnlig kunne give mere præcise kriterier for, hvor tæt præstationerne var på målbeskrivelserne. Var der ingen mangler i opfyldelsen af målkravene, skulle det udløse topkarakter, og jo længere man var fra målet, jo længere kom man ned ad skalaen.

Man bedømte således ud fra antallet og graden af fejl og mangler. Til gengæld var der ikke meget rum for at bedømme den kreative og opfindsomme tilgang. Den selvstændige udlægning på et højt niveau var ellers kriterierne for de høje karakterer i den tidligere skala, men nu var ordet ”selvstændig” ikke nævnt en eneste gang i beskrivelsen af de enkelte karakterer.

På denne måde gik man væk fra at prioritere selvstændig tænkning og over til at kræve en helst fejlfri gengivelse af fagets indhold og mål. Det fremmede navnlig en trist tendens, hvor fokus mere og mere blev rettet mod, hvad man skulle kunne til eksamen, ligesom der kom en næsten hysterisk optagethed af karakterer.

Det var tydeligt ved eksamensbordet, hvor jeg har haft det privilegium at være censor ved lærerseminarierne siden 1996 og ved universiteterne siden 2002. Opfindsomheden og evnen – og modet – til at tænke lidt abstrakt forsvandt mere og mere, i takt med at der hos de studerende – og enkelte undervisere – kom et øget fokus på eksamenspræstationen. Man skulle nødig risikere at fejle, så karakteren kunne ryge ned. Sådan er det stadig.

Men det duer jo ikke! Fokus skal ikke være på eksamen, det skal være på fagets indhold. God undervisning har altid et element af forundring over sig. Forundringen er al videns kilde. »Det er forundringen, der fører mennesket til at filosofere,« skriver Aristoteles i sin ”Metafysik”, og samtidigt understreger han, at visdommen er et mål i sig selv, og at studiet ikke sker med noget »praktisk« formål.

Det er kærlighed til viden – filo-sofia på græsk – der skal være drivkraften i enhver undervisning, uanset om det er folkeskole eller universitet. Lysten til at lære og begejstringen for stoffet er vigtig af den simple årsag, at nysgerrigheden er noget af det mest fundamentale hos os.

Af den årsag skulle man derfor overveje, om ikke også målbeskrivelserne trænger til en justering, så de kommer til at fylde lidt mindre, og frirummet til nysgerrigheden kommer til at fylde lidt mere. Eller synes man måske, vi fortsat skal nøjes med at beskrive lærdom ud fra åndsfattige begreber som ”kompetence” og ”målbeskrivelse”?

De begreber når vi ikke langt med, for med dem som pejlemærker retter man nemlig kun blikket mod den viden, man umiddelbart kan se nytten af. Et sådant synsfelt giver begrænset indblik i den viden, der gerne skulle formidles.

Med den nye karakterskala vil man – ud over at give mulighed for mere nuanceret bedømmelse ved at give flere karaktertrin – nu igen kunne belønne selvstændighed og mentalt vovemod og opfindsomhed.

Og gid man så vil gå lidt videre ad den vej og bruge lejligheden til at fremhæve forundringens nødvendighed, så vi i undervisningen på alle niveauer bliver mere optaget af glæden ved det faglige indhold end af, hvad man skal kunne til eksamen.