Jeg nægter at tro, at vi ikke vil forsvare os

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Mange tak til Michael Böss for kronikken om finnernes og danskernes modstandsvilje, hvor man bl.a. kunne læse, at nyere undersøgelser har vist, at 83 pct. af finnerne mener, at man, hvis landet blev angrebet, skulle forsvare sig med våbenmagt, mens det tilsvarende tal for Danmark ifølge Kristeligt Dagblad kun var sølle 23 pct.!

Det var for mig rystende og dybt beskæmmende tal. Har defaitismen grebet danskerne? I givet fald vil det ikke være første gang.

Den 9. april 1940 var i sandhed ikke Danmarks stolteste stund, da vi efter et par timers skærmydsler ved grænsen ydmygt bøjede os for den tyske overmagt, og Kaj Munk hånligt samme morgen skrev de kendte linjer: »De tusind år – så blev de væk – i morges klokken fem af skræk.«

Skammen blev ikke mindre, da Churchill derefter kaldte Danmark for Hitlers tamme kanariefugl.

Nå, det blev der heldigvis senere rådet bod på. Fire år senere var modstandskampen i gang, symboliseret bl.a. ved Hvidstensgruppens indsats, der kostede medlemmerne livet, da de blev henrettet af tyskerne i 1944.

Nu lød der andre toner. Tulle Fiil, hvis mand, broder og far blev henrettet, skrev til den tyske rigsbefuldmægtigede Werner Best og citerede de stolte linjer, som hendes bror havde mindet hende om, sidste gang de sås inden hans henrettelse: »Vi ved et fjeld kan sprænges, og tvinges kan en elv, men aldrig kan et folk forgå, som ikke vil det selv.«

Kamp var nødvendig, det vidste også journalisten og idealisten Peter De Hemmer Gudme, som Böss omtaler, og som havde kæmpet på finsk side mod russerne.

Han kastede sig meget aktivt ind i den danske modstandskamp og betalte den højeste pris, da han efter at være taget af tyskerne skulle føres til afhøring, hvor han vidste, at torturen ventede ham.

Derfor valgte han i november 1944 selvmordet, da han fra flere etagers højde desperat rev sig fri og kastede sig ud i en dyb trappeslugt.

Tilbage til Kristeligt Dagblads 23 pct., som hvis målingen er korrekt, jo er yderst alarmerende, men heldigvis er jeg overbevist om, at danskernes modstandsvilje er væsentligt større, som det også afspejles i Folketinget, hvor der heldigvis er meget stor tværpolitisk enighed om at samarbejde om et betydeligt styrket forsvar, ligesom den store nye tilstrømning til Hjemmeværnet er en klar indikator for det.

Heldigvis er vi ikke alene, for et tæt nordisk og europæisk forsvarssamarbejde er i gang som en forudsætning for vor sikkerhed og frihed – og sandt nok har vi især meget at lære af finnerne, der aldrig har blinket.