Klinikker kan hjælpe mennesker med adhd og autisme. Kom i gang
Når en forskergruppe i et indlæg i JP maner til tilbageholdenhed over for tanken om klinikker, er det så et forsøg på at beskytte deres egne interesser? I mine øjne er ventetiden på udredning det største problem.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Adhd og autisme er ikke smitsomt, men ofte arveligt. Og den vækst, som forekommer stigende i dag, er vel mere et udtryk for, at vi har meget mere viden om diagnoserne, og at vi har fået øjnene op for, at mange psykiske lidelser som depression, angst og stress ofte kan føres tilbage til uopdaget adhd eller en autisme-diagnose. Specielt når man taler om voksne mænd og kvinder, er det vel ikke reelt at tale om en forværring, snarere at vi er blevet klogere og derved oftere tænker i de baner, når mennesker mistrives.
Så langt, så godt. Om udredning foregår i specialklinikker eller hos praktiserende psykiatere bør vel ikke være det vigtigste. Det vigtige er, at der er kompetente læger og andre fagfolk. Det er jo indlysende.
Og ja, ventetiden på udredning er forfærdelig og helt urimelig lang. Så lang, at mange familier er under et voldsomt pres og derfor også ender med at blive sygemeldt.
Men jeg kan stadig ikke se, at adhd- og autismeklinikker skulle være en ulempe for dem, som lider af andre psykiske lidelser. Eller for de læger, som ville komme til at arbejde på disse klinikker. Tværtimod – det giver vel masser af muligheder for at sparre med hinanden.
Medicin alene er ikke hjælp nok. Det ved os med adhd godt. Der er brug for masser af strategier for at være i verden. Og masser af selvindsigt samt forældre og pårørende, som også har brug for hjælp.
Jeg kan ikke helt gennemskue, hvilket ærinde forskergruppen, der i et indlæg forleden i JP udtrykte bekymring om medicinsk behandling, har i forhold til oprettelse af adhd- og autismeklinikker. Det vigtige er, at mange har gavn af medicinsk behandling, men at den kun tager toppen af problemet. Resten står det enkelte menneske med, nemlig at finde de rigtige strategier, og det kan være vældig svært og kræver ofte mange fravalg i livet.
Jeg blev udredt som 61-årig efter mange år i behandling for kompleks ptsd, depression og angst. Diagnosen gav mig en ny retning i forhold til behandling.