Vi vil have oberst Hachel tilbage – og det haster

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Det var forsvarsminister Nick Hækkerup, der i 2009 udtalte de berømte ord: »Der er for meget oberst Hachel i Forsvaret.« En slet skjult henvisning til ”Matador”s navnkundige kommandant i Korsbæk.

Forsvarets topofficerer, de fleste dedikerede, kompetente og visionære mennesker, blev dermed synonyme med gamle, forstokkede og reaktionære officerer, der ikke kunne forny sig. Det blev fra politisk side startskuddet til den totale nedrivning af det danske forsvar, der til sidst mundede ud i en ny, totalt forfejlet organisation, hvor man smed resterne af et dysfunktionelt forsvar ind i fire forskellige halvcivile styrelser under Forsvarsministeriet med kaos, frustration og masseflugt til følge. Det betød et nedsmeltet dansk forsvar ved Ukrainekrigens begyndelse.

Pressemødet i Forsvarsministeriet efter »droneopvisningen« over Københavns Lufthavn og forskellige militære anlæg i Danmark afslørede for alvor, hvor tomhændede vi reelt er. Ministre og topembedsmænd stillede op, men havde intet at meddele, udover at Danmark var blevet overfløjet af droner. Til spørgsmålet om, hvad man havde til hensigt at gøre, hvis det gentog sig, blev alle tomme i blikket. Det var en afklædning af illusionen om, at regeringen har styr på Danmarks sikkerhed. Man ville ikke skyde dem ned, for det kunne gøre skade på andres liv og ejendom. Ja, men man havde ikke noget at skyde dem ned med – det er sandheden.

Danmark har intet droneberedskab, hvilket først og fremmest kræver et system af højfrekvente radarer, så dronerne kan identificeres, inden de visuelt observeres. Hvis en drone først opdages, når den hænger over en flyvestation, så er skaden sket.

I disse år triller milliarderne ind i Forsvaret. Finansministerens såkaldte »råderum« er nærmest sammenligneligt med The Big Bang, for det udvider sig åbenbart hele tiden, men hvis nogen tror, at vi kan få etableret et forsvar i løbet af et par år, eller om vi skulle være i stand til at kunne forsvare os i 2030, så tager man voldsomt fejl.

Alt, hvad der i disse år indkøbes, leveres først om tre, fem eller syv år: artilleri, luftforsvar, infanterikøretøjer, jagerfly m.m.

Vi har F-35-fly, ja, men indtil nu kun nogle få stykker. Resten leveres i de kommende år. De sidste 16 stk., som vi har besluttet at købe ekstra, kan vel leveres om fem eller 10 år. Der er trængsel i »supermarkedet« for militært isenkram – der er lang kø, og Danmark står næsten bagerst, alt imens priserne stiger voldsomt.

Vi har et søværn, der absolut er skruet ned til et minimum. Fregatterne – nogle er halvgamle – ligger alle i Frederikshavn. Om de kan sejle alle sammen, eller om de har besætninger, er tvivlsomt. I Arktis har vi veteranskibe, som er gamle og slidte. Vi vil selv bygge nye krigsskibe, på trods af at vi ikke besidder faciliteterne i form af værfter med konstruktions- og nybygningsfaciliteter. Det vil tage mindst 15 år for et danskbygget krigsskib at komme på banen.

Jeg husker fra min tjeneste i Søværnet, at der gik ca. 8-10 år, fra man tog beslutningen om et skibsprojekt, til det færdige resultat forelå – vel at mærke i en tid, hvor værfter havde alle nødvendige faciliteter for en skibsproduktion. Tænk på ”Krudten” i Elling – et farceagtigt forløb i tre år, før man overhovedet får en kontrakt igennem om produktion af ammunition, men den første producerede granat ligger alligevel langt ude i fremtiden. Og så vil man etablere skibsværfter helt fra bunden igen.

Den helt store flaskehals vil være personellet. For halvandet år siden manglede Forsvaret ca. 25 pct. af bemandingen på alle niveauer på grund af flere års masseflugt. Hvem vil lade sig ansætte i en virksomhed under afvikling? Vi indfører nu forlænget værnepligt i stedet for fire måneder, der nærmest må betegnes som erhvervspraktik.

Hjemmeværnet har stor tilslutning i øjeblikket. Det er rigtig godt, men man skal huske på, at et hjemmeværn er et supplement til et i forvejen etableret forsvar. Hjemmeværnet, både på land og til søs, vil typisk få tildelt bløde opgaver som vagt, patrulje og rapportering.

Statsministeren indkaldte for nogen tid siden til pressemøde og annoncerede »paradigmeskiftet«, at nu ville Danmark også indkøbe offensive våben – langtrækkende præcisionsvåben. Så spørger man sig selv: Er hun gået helt fra snøvsen? Vi har jo intet at have det i! Det er som at høre en loppe gø.

Kontrasten hertil er russiske destroyeres sejlads gennem danske farvande til og fra Kaliningrad. Hvert enkelt skib besidder sprængkraft nok til at jævne det meste af Danmark med jorden. Det var en uklog udtalelse af statsministeren.

Man »afskedigede« oberst Hachel og negligerede dermed militær ekspertise og visioner. Til gengæld forfremmede man i vid udstrækning andre officerer, der »forstod« politikernes ønsker og planer om et minimumsforsvar. Følgagtighed og »forståelse« for de politiske hensigter blev belønnet med forfremmelser og topjob. Det er forklaringen på, hvorfor dansk forsvar i dag er en ruin.

Hvis dansk forsvar skal udvikle sig til det, som det var engang, så skal vi bort fra den valgte civile struktur i styrelser og tilbage til en organisation, hvor alle ansvarsområderne personel, materiel og økonomi i højere grad er fordelt i militære kommandoer med en general på toppen og ikke en civil jurist eller økonom.