I har gjort museer til det rene tivoli

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Vi tog til Helsingør for at se, om der fandtes et lokalt bymuseum, som der stod på nettet. Jeg havde nemlig min tvivl. Og ganske rigtig: Det ”bymuseum”, der var nævnt, var udraderet til nogle plancher med ganske få kopier af gamle dokumenter om henrettelser i Danmark i 1400-tallet smidt ind på et par hyldemeter i det lokale bibliotek! NUL genstande.

Over 40.000 genstande fra det oprindelige museum er kylet på lager. Farvel bymuseum! Der var hverken oplevelse eller formidling. Kun tomhed og ingenting. Min ledsager var dybt skuffet. Vi havde nemlig også set Esrum Kloster, der nu er en tom skal med et enkelt underligt neonrør, og i et gammelt sidehus er indrettet et stygt cafeteria med skramlende stole og grim belysning.

Sådan er det gået på de fleste lokale museer, hvor ”god smag”, teknologioverdrivelse og afskaffelse af genstande har ryddet museerne og efterladt publikum med nedskæringer og en rædsom mafia af oplevelsesstrateger og kulturiværksættere, der bestemmer, hvor lidt folk må se: ud med historie, indsigt og viden og ind med høretelefoner, plancher, blinkende lys og imbecilt isenkram, en tåbelig tivolisering – hvis det ikke var så utroligt kedeligt.

Det er en infantilisering og en kassering af historien uden sidestykke. Lige siden museumsloven blev ændret i 2013, hvor nogen i Slots- og Kulturstyrelsen begyndte at kræve dokumentation af »samfundseffekt«, inklusion og »oplevelsesværdi«, er det gået ned ad bakke.

»Publikumsudvikling« blev et nøgleord, og der blev hyret konsulentnetværker uden historisk viden til ødelæggelsen af al lokal historie- og museumsformidling. Derefter startede rydningerne af lokal- og bymuseer, og de frygtelige planche-mareridt og udleveringen af høretelefoner begyndte.

Så går folk rundt som zombier og kigger på de fire-fem smagfuldt opstillede genstande, der måske er undsluppet arkiveringen. Så nu ligger Danmarks lokalhistorie og rådner ”på lager”, mens oplevelsesstederne helt fejlagtigt kaldes museer. ”Oplevelsen” krones måske til overflod af en kulørt plasticbutik, hvor man sælger kostbart bling, som børnene kan plage de undrende forældre til at købe.

Men elektronik-inficeringen af museerne er allerede passé, for børnene skal jo netop ikke have endnu mere elektronik og lyttepjat, end de allerede har derhjemme. Tværtimod. Så nu vil vi have de lokalhistoriske TING tilbage, sat ind i historiske rammer – inden de ender på lossepladsen. Meget hellere for mange ting end så få ting, at det er lig med ingenting.

Museumsloven skal ændres, det tåbelige modesprog fjernes og ud i kulden med oplevelsesstrategerne. Kommunerne skal på skolebænken og lære at fremme historieformidling og værsgo at vise respekt for de autentiske, historiske genstande, de har i deres varetægt. Det er væsentligt, at børn og voksne får en fornemmelse af, hvordan livet levedes i ældre tid, bl.a. gennem de genstande, vi er så utroligt heldige stadig at have fra fortiden – hvis altså der bliver passet på dem.