Genindføre store bededag? Helt ærligt – er det vigtig borgerlig politik?

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

I et forsøg på at gøre sig regeringsduelige, handkraftige og visionære fejler de borgerlige partier. Stolt og med brystet fremme, der i virkeligheden blot er en spejlrefleksion af regeringens fremgangsmåde, forsøger det visionære ”borgerlige fundament” at indfange vælgerne. Hvor listen mange steder består af fornuftige kerneborgerlige forslag om mere frihed til borgerne, afskaffelse af afgifter og lettelser af skatter, er første punkt et lavpunkt, der ikke alene er populistisk, men også enormt langt fra liberalt.

”Det borgerlige fundament”, der består af de borgerlige oppositionspartier Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti, Dansk Folkeparti og Danmarksdemokraterne, fremsatte i forbindelse med et ”borgerligt konvent” en 100 dagesplan, hvor deres visioner blev udtrykt i form af 50 borgerlige forslag, de vil indføre i løbet af de første 100 dage, hvis de efter valget skal styre landets gang.

Her lyder første punkt ”Genindfør store bededag”. Hvor konkret politik principielt er en god ting, bør de borgerlige ikke gå til valg på at genindføre store bededag. Selvom processen i forbindelse med afskaffelsen klart var forkert, og kommunikationen og årsagen ringe, bør fridagen ikke genindføres. Det er trættende populistisk, at man foreslår forældet og uliberal politik, alene fordi der er en stor del af befolkningen, der er utilfredse med afskaffelsen.

Helligdage er helt grundlæggende en forældet fantasi. Helligdage er i dag en statslig konstruktion, der blander religion og arbejdsmarkedspolitik.

Staten fastsætter, hvornår butikker må holde lukket, hvornår folk automatisk har fri, og hvornår arbejdstagere skal have ekstra tillæg. Det er en forældet regulering, der begrænser både virksomheder og borgere. Hvis vi liberaliserede helligdagene, ville det ikke betyde, at julen, påsken eller andre traditioner forsvandt.

Familier ville stadig samles, og kirkerne ville stadig være fyldte til højtider. Men forskellen ville være, at det ikke længere var staten, der dikterede, hvornår vi må holde fri, og hvordan det påvirker løn og arbejdsforhold. Den beslutning burde være op til den enkelte. Det bør derfor være op til arbejdsmarkedets parter at aftale.

En liberalisering vil ydermere betyde farvel til lukkeloven. Hvorfor skal det være staten, der bestemmer, at butikker ikke må holde åbent på bestemte dage? Mange mennesker vil gerne kunne handle, når de har lyst, og mange virksomheder vil gerne have muligheden for at holde åbent. Det er ikke rimeligt, at statsligt bestemte helligdage sætter rammerne for et moderne samfunds økonomi og hverdag.

At afskaffe helligdagenes juridiske betydning handler ikke om at afskaffe traditioner. Det handler om frihed. Friheden til selv at vælge, hvornår vi vil arbejde, hvornår vi vil holde fri, og hvordan vi vil fejre vores højtider.

Staten skal ikke detailstyre vores kalender. Så i stedet for at tage endnu en opslidende kamp om én enkelt helligdag, ligesom tilfældet var i forbindelse med afskaffelsen store bededag, bør vi i stedet overveje at afskaffe alle helligdage.