Skattebetalerne er også for dem, der kan lide at betale skat
Man kan sagtens betale sin skat med glæde og samtidig gå op i, hvad den bruges til.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Men hvis han havde sat sig lidt bedre ind i, hvad Skattebetalerne arbejder for, ville han nok også selv melde sig ind.
Tim Wodskou tilhører formentlig den del af befolkningen, der betaler sin skat med glæde.
Dem er der en del af – faktisk hele 59 pct., viser en ny Epinion-undersøgelse.
Det er næppe selve skattebetalingen, der udløser jubelscener, men snarere det, som skatterne finansierer. For uden et velfungerende skattesystem ingen gratis skoler, hospitaler, ældrepleje etc.
Der er derfor al mulig grund til at pleje skattesystemet, hvis man er tilhænger af velfærdssamfundet.
Skattesystemet er i høj grad baseret på tillid. Man skal have tillid til, at de mange penge, der afleveres, også bliver anvendt fornuftigt.
Man skal have tillid til skatteberegningen, for ingen er i stand til selv at beregne sin egen skat.
Og alle dem, der indberetter oplysninger til skattevæsenet, skal have tillid til, at disse oplysninger bliver behandlet med fortrolighed og forsigtighed.
Men denne tillid kan forsvinde. F.eks. hvis reglerne bliver så uoverskuelige, at ingen forstår dem; hvis de beskeder, man får fra Skattestyrelsen eller Vurderingsstyrelsen, er komplet uforståelige, eller hvis der bliver ved med at komme eksempler på helt vanvittige sager, hvor man bliver beskattet af indtægter, man aldrig har haft.
Det fremmer måske heller ikke lysten til at betale skat, hvis skattepengene går til besynderlige formål, som ingen ville have brugt deres egne penge til.
Hvis tilliden til skattesystemet undergraves, så ryger hele fundamentet under samfundet. Med regler, der bliver stadig mere uforståelige, med flere og flere eksempler på almindelige borgere, der helt urimeligt er kommet i klemme i skattesystemet, og med f.eks. et ejendomsbeskatningssystem, der er uden for den menneskelige forståelses rækkevidde, så er den risiko ikke længere teoretisk.
Og så risikerer vi, at det går, som hr. Wodskou frygter.
Skattebetalerne arbejder for forståelige og tilgængelige skatteregler for almindelige mennesker, for en langt bedre retssikkerhed for skatteborgerne og for bedre gennemsigtighed og påpasselighed med, hvad skatterne bruges til.
Hvis disse ønsker bliver opfyldt, vil det også automatisk føre til lavere skatter.