Vi opruster for milliarder, mens gasregningen på fire danske kaserner holder hånden under Rusland

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Hvis vi skal bevæbne Ukraine med nogen som helst alvor, så starter det med en økonomisk afvæbning af Rusland.

Derfor er det et sikkerhedspolitisk svigt, når fire kaserner og 300.000 boliger stadigvæk kører på gas.

I årene, der er gået, siden russerne angreb Ukraine, har EU-landene doneret 146 milliarder euro til ukrainernes frihedskamp, og vi skal være stolte af hver eneste krone.

Hvad vi derimod skal skamme os over, er, at vi i mellemtiden har sprøjtet 209 milliarder euro direkte ind i Putins krigsmaskine gennem vores indkøb af russisk kul, olie og gas, og at vores import ikke er faldet betydeligt, siden der blev åbnet ild i vores retning.

Den kvikke læser vil her opdage, at beløbet, vi har efterladt i Putins trussekant, med længder overhaler det, vi har lagt i ukrainernes raslebøsse.

I et debatindlæg i Altinget skrev den ukrainske ambassadør om sidstnævnte, at Danmark står som et fyrtårn af urokkelig støtte, imens andre lande tøver. Jovist skal vi da ranke ryggen over vores hurtige oprustning af Forsvaret, og vi skal være stolte af at være en af de største donorer til Ukraine.

Jeg føler mig dog nødsaget til at være uenig med ambassadøren i lyset af, at kasernerne i Borris, Karup, Skrydstrup og Skive holder stuerne varme med gas, og at varmeforsyningsområderne, hvor kasernerne ligger, ikke har planer om at lukke for hanerne på trods af, at EU importerede gas fra Rusland for 22 milliarder euro sidste år.

Danmark er ikke et fyrtårn, men nærmere en duknakket havelampe i en lang række af europæiske fyrfadslys, der har forsømt opgaven i at få gasforbruget helt i bund.

Det er tragikomisk, at der ligger fire kaserner i Danmarks gasforsyningsområder, men at der også ligger 981 børnehaver, 1.064 skoler, og at der over hele linjen er mere end 300.000 husstande, der bidrager til, at vi ikke udfaser gas i EU, er bare tragisk uden spor af komik.

Der skal sættes en prop i badekarret, og selvom jeg generelt ikke mener, at orangutangen i Det Hvide Hus er til megen inspiration, så har han ret i, at den fossile import fra Rusland skal stoppes, ligesom de europæiske politikeres kritik af Trump klinger hult, så længe EU i kroner og øre bidrager mere til Rusland end til Ukraine.

Dog er det ikke kun USA, vi peger fingre ad. Lande som Danmark placerer ansvaret på vores gastunge, men også langt fattigere naboer som Ungarn, hvor en totaludfasning af gas over en kort tidsramme ville være en økonomisk katastrofe.

Det står i skarp kontrast til Danmark, hvor den haltende gasudfasning bliver til et spørgsmål om sure vælgere på Sjælland, ikke om forsyningssikkerhed og økonomi.

Samtidig forsvarer Lars Aagaard og en række andre politikere Danmarks forbehold med, at vi bliver selvforsynende med grøn biogas, inden vi får set os om . Det interessante ved den påstand er så, hvordan i alverden det kan lade sig gøre, at vi med den ene hånd kan eksportere 84 procent af den stærkt subsidierede danskproducerede biogas, men samtidig indregne den selvsamme gas i vores egne almisser?

Al sund fornuft siger, at man ikke kan brænde den samme gas af to gange, men alligevel påstår vi, at den gas, vi forbruger, både er grøn og dansk, selvom vi har solgt den samme gas til tyskerne, som også påstår, at den er grøn og dansk.

Uanset hvor kreative vi er med regnearket, så ændrer det ikke på, at næsten 20 procent af EU’s gas er importeret fra Rusland, og så længe det frie markeds regler gælder i frihandelsunionen, så kan vi ikke kalde os selvforsynende.

Selv hvis vi tæller dobbelt, så findes der ikke nok kolort i verden til at producere biogas nok til at stoppe den russiske import i hele EU. Der findes heller ikke nok skattepenge i råderummet til at finansiere de subsidier, som holder prisen på biogas nede på et niveau, hvor det kan konkurrere med eldrevne varmepumper eller fjernvarme.

At fylde skattepenge ned i et sort hul af erhvervsstøtte til biogasbranchen fremfor at kræve omstilling til de teknologier, der allerede virker, er ligeledes en løsning, der desværre kun er forbeholdt de rige lande. I modsætning til i de mindre velhavende lande i EU, så piver skatteborgerne i Danmark nemlig ikke, når pengene bliver revet ud af lommerne på dem og afleveret som erhvervsstøtte som en kreativ form for kommunal udligning til Sjælland.

I Dragør, Allerød og Holbæk bliver mere end halvdelen af boligerne nemlig opvarmet med gas, og så er det jo nemt at skyde skylden på Viktor Orbàn.

Derfor er der kun en vej til af afvæbne russerne, og det indebærer, at gassen skal ud af de danske hjem, så vi i stedet kan bruge den til at presse russisk gas ud af lande, hvor omstillingen til fossilfri energi har længere udsigter. Det sker ikke, medmindre regeringen lover danskerne, at der bliver lukket for hanerne.