Fyringer pynter på regnskabet, men ødelægger på længere sigt virksomhederne indefra

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Når aktiekurserne falder, er det medarbejderne, der står for skud. Novo Nordisks store fyringsrunde er det seneste eksempel på en logik, hvor hurtige nedskæringer hyldes af markedet, mens konsekvenserne for langsigtet vækst og stabilitet ignoreres.

Fyringsrunder bliver ofte forklaret som en nødvendig tilpasning til markedet. Men sandheden er, at massefyringer sjældent er et tegn på god ledelse. De er et resultat af en struktur, hvor regnskabet og investorernes forventninger belønner kortsigtede nedskæringer, selv når prisen er højere på længere sigt.

Novo Nordisks fyringer ramte tusindvis af mennesker og blev omtalt som en sort dag. Men det var også en trist dag for virksomhedens viden, relationer og fremtidige innovationskraft.

Børserne reagerede positivt, regnskabet så bedre ud, og det blev præsenteret som nødvendigt. Når en virksomhed kan præsentere en historisk høj indtjening og samtidig sende tusindvis på gaden, viser det, hvor skæv balancen er mellem de økonomiske nøgletal og det faktiske ansvar for medarbejderne. Det korte regnskab fremstår stærkt, men den langsigtede værdiskabelse undergraves.

Problemet ligger ikke kun hos ledelser, der vælger at gribe til fyringer. Det ligger i selve regnskabets logik.

Som en af verdens førende ledelsesforskere professor Peter Cappelli fra Wharton har påpeget i en artikel i Harvard Business Review, bliver alle udgifter til medarbejdere behandlet som en belastning, det gælder eksempelvis oplæring, uddannelse og udvikling.

De tæller ned på bundlinjen, som om de var spild.

Cappelli har i årtier fulgt de største virksomheder i USA, herunder de øverste ledere i Fortune 100-selskaberne, og dokumenteret, hvordan ledelsespraksisser og arbejdskraftstrategier har ændret sig over tid.

Netop derfor rammer hans kritik ekstra hårdt: »Regnskabsreglerne behandler udgifter til medarbejdere som en omkostning, ikke som en investering, og derfor har virksomheder et stærkt incitament til at minimere dem,« skriver han.

Når tusinder afskediges, falder lønudgifterne, og nøgletallene ser bedre ud. I markedet bliver det opfattet som handlekraft. Ledelsen kan vise, at den tager ansvar. Men ingen steder i regnskabet ser man omkostningerne for tabt erfaring, ødelagte teams samt knækket loyalitet og motivation. Ingen rapportering afslører, hvad frygten gør ved dem, der bliver tilbage.

Vi så det samme under finanskrisen, hvor banker og industrivirksomheder fyrede tusindvis. Da markedet vendte, stod de med tomme hænder og måtte kæmpe for at genopbygge kompetencer, de lige havde smidt på porten.

Det samme billede har vi set i techbranchen. Meta, Amazon og Google fyrede titusinder i 2022 og 2023 for at tilfredsstille aktionærerne.

Året efter begyndte de samme virksomheder at advare om tab af innovationskraft og problemer med at tiltrække de bedste folk. Den kortsigtede gevinst blev til en langsigtet svækkelse.

»Når arbejdet outsources, tæller medarbejderne ikke længere i virksomhedens regnskab, og organisationen ser mere effektiv ud på papiret, selvom den reelt ikke er det,« skriver Cappelli. Virksomheder fremstår slankere, men i virkeligheden bliver de dyrere, mindre fleksible og svagere.

Kigger man på rekruttering, finder man lignende udfordringer. Mange optimerer på cost per hire (prisen på at ansætte en ny medarbejder) uden at se på kvaliteten af de mennesker, de får ind. Så længe regnskabet ikke kan skelne mellem en middelmådig medarbejder og en nøglemedarbejder, bliver organisationen billig på papiret, men fattig på kompetencer.

I Danmark taler politikere og virksomheder om mangel på arbejdskraft og vigtigheden af at fastholde og udvikle de medarbejdere, vi har.

Det lyder logisk, men i praksis skærer de samme virksomheder ned i stor skala. Og vi accepterer logikken i massefyringer. Det er et paradoks: På den ene side efterlyser vi flere hænder og hoveder, på den anden side smider vi dem væk, netop når de er mest værdifulde.

Samtidig havner regningen ofte hos fællesskabet. Når tusindvis mister jobbet, følger højere dagpengeudgifter, tabte skatteindtægter og et pres på den samlede produktivitet. Virksomhederne kan pynte deres regnskaber, men samfundet betaler for de kortsigtede beslutninger.

Vi står med en grundlæggende modsætning: Vi mangler hænder, hjerner og talent, men vi fjerner dem for at pynte på tallene.

Det er ikke bare kortsigtet, det er ødelæggende.

Noget af forklaringen ligger i internationale regnskabsstandarder som IFRS. Når maskiner, bygninger og software behandles som investeringer, men mennesker kun som udgifter, skaber vi en perverteret incitamentsstruktur.

Det, der burde være virksomhedens vigtigste aktiv, fremstår i regnskabet som en byrde, der skal minimeres. Så længe vi accepterer det regnskabsprincip, vil ledelser blive presset til at træffe beslutninger, der ser rationelle ud på papiret, men i virkeligheden svækker konkurrenceevnen.

Der findes alternativer. Fyringsrunder er ikke naturkræfter. Virksomheder kan investere i intern mobilitet og omskoling i stedet for at skille sig af med folk, de alligevel får brug for igen.

Under covid-19-pandemien så vi tydeligt, hvordan de virksomheder, der valgte at fastholde medarbejdere, stod væsentligt stærkere end konkurrenterne, da konjunkturen vendte. De virksomheder, der havde afskediget mange, stod derimod svagt i forhold til at rekruttere den nødvendige arbejdskraft.

Det kræver dog mod.

På den korte bane belønner regnskaberne ikke de beslutninger, og ledelser vil møde forventet modstand. Det kræver, at ledelser tør og kan forklare investorerne, hvorfor menneskelig kapital ikke er en byrde, men en investering.

Og det kræver, at vi politisk begynder at se på, hvordan regnskabsreglerne kan ændres, så investeringer i mennesker ikke længere tæller som omkostninger på linje med kontorartikler.

Så længe regnskabet tæller medarbejdere som en udgift, vil fyringer blive ved med at være det rationelle svar. Men det er en illusion. At skære i antallet af medarbejdere for at pynte på tallene her og nu svarer til at rive taget af huset for at spare på varmen.