Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Mislyde på musikkonservatoriet: Den klassiske musik presses ud

Antallet af studiepladser for klassiske studerende er faldet drastisk. Hvorfor?

Else-Marie KristoffersenDomorganist, Helsingør Domkirke

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

I forbindelse med udflytningen af studiepladser fra København til provinsen har Det Kongelige Danske Musikkonservatorium (DKDM) måttet afgive 15 studiepladser til Det Jyske Musikkonservatorium (DJM), og det samme antal pladser er gået fra Rytmisk Musikkonservatorium i København til DJM.

Forpligtelsen for DJM var i den forbindelse, at der skulle oprettes 30 pladser i Holstebro på uddannelsen Rytmisk Musik og Samskabelse – en uddannelse, der så vidt jeg er orienteret ikke er fuldt implementeret endnu.

Man kunne derfor foranlediges til at tro, at de 15 klassiske pladser fra DKDM nu er blevet rytmiske. Man kunne også bare håbe, at de klassiske pladser er forblevet klassiske. For ved en aktindsigt er jeg i hvert fald blevet opmærksom på, at antallet af klassiske studiepladser på DJM er forbløffende lavt. Ja, faktisk chokerende lavt.

Ifølge de tal, jeg har fået oplyst, kan jeg regne mig frem til, at optaget af klassiske studerende (uden betalingsstuderende) må ligge på cirka 30 pct. (26 pct. i 2021, 29 pct. i 2022, 30 pct. i 2023 og 34 pct. i 2024). Desværre gør DJM i deres årsrapporter ikke selv rede for fordelingen af pladser.

Men hvordan kunne Det Jyske Musikkonservatorium dog nå dertil, at kun omkring en tredjedel af optagne studerende på bachelor er klassiske? Hvem har besluttet det?

Kigger man på bestyrelsen på DJM, kan man se, at alle – undtagen bestyrelseslederen – kommer fra den rytmiske musik. Det gælder også lærer- og elevrepræsentanterne og rektor. Den nu ledige bestyrelsesplads, der snart skal besættes af kulturministeren, har indtil nu også været besat af en person fra den rytmiske linje.

Enhver kan se, at det er skævt, og at diversiteten derfor halter gevaldigt på ledelsesplan. Hvordan kan en klassisk elev- eller lærerrepræsentant overhovedet blive stemt ind i bestyrelsen og tale den klassiske musiks sag, hvis kun 30 pct. af de studerende føler sig repræsenteret af vedkommende?

Med nedprioriteringen af den klassiske linje – som jo så kan læses både af tallene og af bestyrelsens sammensætning – har DJM, grundlagt som et fagligt og spændende alternativ til DKDM med visionære kræfter som f.eks. nyligt afdøde Per Nørgård, foretaget noget af et hamskifte.

Og hvorfor bekymrer jeg mig nu om det? Ja, jeg har selvfølgelig intet imod, at antallet af rytmiske studerende er stort og meget bredt sammensat. Det afspejler et behov. Men det er selvsagt en katastrofe for den klassiske musik nu at være blevet lillebror på DJM og betale prisen for manglende politisk kontrol eller vilje til at insistere på ligeværd. Jeg er bekymret for, hvad det gør ved det faglige niveau.

Og jeg er selvsagt som kirkemusiker bekymret på vegne af Folkekirken, der aftager kirkemusikerne, men også gør stort brug af klassisk uddannede sangere og instrumentalister. Og jeg er bekymret for det faglige niveau på DKDM, som har måttet se 15 dyrebare pladser forsvinde.

Jeg synes derfor, at DKDM skal have sine 15 klassiske studiepladser tilbage, indtil der på DJM er blevet genoprettet et ligeværdigt miljø for klassiske studerende. For DJM passer for øjeblikket ikke godt nok på pladserne.

Hvis ledelsen på DJM ikke prioriterer den klassiske musik, hvilket er åbenlyst, kunne man fristes til at foreslå, at DKDM måske endda skulle have flere end de afgivne 15 pladser?

Måske burde de overtage alle de klassiske studerende fra DJM, så eleverne kunne få et passende studiemiljø med kvalificeret orkesterskole, mange medstuderende at spejle sig i og spille sammen med og en ledelse, der vil dem?

Det begynder at være fagligt betænkeligt overhovedet at udbyde den klassiske uddannelse på DJM med så få studerende og de åbenlyst manglende prioriteringer.

Det vil være et kæmpe tab for Aarhus, men grenen har man selv savet over.