Midten (og Brian Mørk) har stadig ikke forstået det …

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Midten har tabt (og kan ikke rejse sig!), fordi den har banaliseret sig selv ved at love og love og aldrig levere andet end stilstand.

Førhen kunne det svinge fra VK til SRV og retur, og så var der nogle forandringer, som almindelige mennesker kunne enten lide eller ikke, i et årtis tid, men der skete da lidt …

Efter Anders Fogh lavede en ”Tony Blair” og kaprede midten (og alle andre har copy-pastet ham lige siden), er den ”uimodsagte midte” blevet stedet, hvor politikere (kun) meler deres egen kage i lykkelig symbiose med et stadigt mere grådigt og selvretfærdigt embedsvælde – hvor man rager til sig af magten, på borgernes bekostning og holder ansvaret i armslængde ved at politikere og embedsværket skiftevis tørrer l***en af på hverandre – men konsekvens har det aldrig.

I stedet griber det om sig – med tiltagende styrke. Medlems- og vælgerflugten ser man bort fra, om man ikke bare prøver at ”skamme folk ind” med floskler om pligt og ansvar, som når Brian Mørk i sit indlæg i JP siger, at nu må vi også sige fra.

Men hvad skal jeg/nogen/Brian Mørk sige til dem, der ikke må bygge et shelter på sin egen grund pga. kommunale forbistringer, ikke kan lade sin 17-årige datter gå hjem fra byen alene, eller når hendes lillebror bliver efterladt som funktionel analfabet efter 10 år i verdens dyreste folkeskole?

Den ene fløj består af selvovervurderende jammerkommoder, der kræver alle mulige rettigheder uden nogensinde at levere – gerne til massernes (aldeles ufortjente) jubel, hvilket de aldrig får. Derfor deres råben!

Mens den anden fløj har opdaget, at det her ender i et inferno (bogstaveligt talt) og stadig kæmper for at få de øvrige 85 pct. til at begribe omfanget af katastrofen: alt fra fjernelse af basale rettigheder til samfund, der drukner i skiftevis djøfhelvede og vanartede indvandrere med kalifatdrømme.

Derfor råber de også af deres lungers fulde kraft. Så medmindre Stauning og Schlüter rejser sig af deres grave, så er midten død og borte – og udsynet grusomt, for ingen har det politiske mod til at gøre, hvad der er nødvendigt. Også fordi vælgerne ikke vil høre andet, end at vi er de dygtigste til alting i hele verden.

Og intet, absolut intet, kan vi lære af nogen som helst om noget som helst.