Mette sagde »køb, køb, køb«, og Troels Lund laver en undtagelseslov. Begge dele er tegn på et system, der er sandet til

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Først var det Mette Frederiksen, der i kølvandet på krigen i Ukraine sagde »køb, køb, køb« og sendte embedsværket i en bue uden om de sædvanlige procedurer for at få forsvarsmateriel hurtigt hjem. Nu er det Troels Lund, der med sin omdiskuterede undtagelseslov vil sætte en række regler ud af kraft for bl.a. at få en krudtfabrik op at stå i Nordjylland.

I begge tilfælde er begrundelsen den samme: Det haster.

Men når regeringen vælger at omgå systemet, må vi spørge os selv: Hvad er der galt med systemet?

Processen med at få ammunitionsfabrikken i Nordjylland op at stå, som Jyllands-Posten så fint har afdækket, kan hjælpe os med at svare på spørgsmålet.

Først bruger Forsvarsministeriet lang tid på at forhandle prisen. Dernæst skal den forbi Vurderingsstyrelsen, som skal tjekke, om alt er i orden. Derefter skal politikerne kontrollere Vurderingsstyrelsen, og sådan fortsætter det.

Hvert led lægger endnu et lag af kontrol på, der skal sikre mod fejl, men som i praksis virker som sand i et tandhjul, der næsten sætter maskinen i stå.

Det andet problem er, at ingen i kæden har ansvar for, at der faktisk står en fabrik klar til at levere ammunition til Ukraine. Hvert led løser deres opgave som beskrevet og sørger for, at de ikke begår fejl i deres del af processen. Systemet er grundlæggende baseret på mistillid og er indrettet til at undgå kritik – ikke til at arbejde sammen om at løse opgaven og slet ikke hurtigt.

Efter Troels Lunds undtagelseslov skal der nok komme skub i processen om at få fabrikken op at stå i Nordjylland.

Men vi kan ikke lave undtagelseslove for hver eneste udfordring, vi står over for. Ikke for klimaforandringer, hvor vi skal omstille hele vores energisystem på rekordtid. Ikke for unges mistrivsel, hvor hvert år tæller. Ikke for et sundhedsvæsen, hvor presset hele tiden vokser. Hvis systemet kun kan levere, når reglerne sættes ud af kraft, så må vi rette vores fokus mod systemet.

Vi er nødt til at gentænke det – og her er tillid nøglen.

Tillid er ikke naivt. Tillid er en samfundsmæssig superkraft, som vi risikerer at svække, hvis vi bliver ved med at indføre kontroller, dobbeltkontroller og andre tiltag, der reducerer samfundets evne til at respondere på de udfordringer, vi står over for.

Tillid gør, at vi kan rykke hurtigere, fordi vi ikke hele tiden skal se os over skulderen. Det skaber innovation og får samarbejdet på tværs af myndigheder og virksomheder til at glide nemmere.

Forestil dig, hvad det ville betyde, hvis vi havde et system, hvor det havde større værdi at bidrage til at finde løsninger end at bruge energien på at sikre sig selv mod kritik.

Vi bruger enormt meget energi på at gardere os mod fejl set i forhold til den energi, vi bruger på faktisk at udvikle løsninger.

Undtagelseslove kan skabe tempo i enkeltsager. Hvis vi i stedet, uden undtagelse, vil løse de store samfundsudfordringer, må vi turde gentænke systemet. Vi har mere end nogensinde brug for et samfund, der er båret af tillid og ikke baseret på mistillid og kontrol.