Tyskfaget skal reddes fra undergang. Og det haster

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

En rundspørge i blandt Dansk Industris medlemsvirksomheder viste for et par år siden, at 40 pct. af virksomhederne havde oplevet udfordringer på eksportmarkederne som følge af manglende eller utilstrækkelige fremmedsprogskompetencer i virksomhederne. Denne udfordring bliver kun værre de kommende år, hvor 6 af 10 danske eksportvirksomheder i 2030 ifølge DI vil få store problemer med at skaffe medarbejdere, der mestrer tysk.

Ikke kun DI, men også SMVdanmark fremfører, at virksomhederne mangler tyskkyndige, og at efterspørgslen langt overstiger udbuddet. Trods det faktum, at rigtigt mange virksomheder skriger efter medarbejdere med gode tyskkundskaber, er der kun få unge, som gider tysk.

Interessen for faget hos de unge har været på en lang deroute. Årsagerne er mangeartede, selv om det egentlig skulle forholde sig modsat, for hvem vil ikke erhverve sig en hoved- eller sidekompetence, der markant øger ens muligheder for at gøre karriere i en veldrevet virksomhed?

Med eksportindtægter på varer og tjenesteydelser til Tyskland, Østrig og Schweiz på 315 mia. kr. årligt er over 100.000 danske arbejdspladser direkte afhængige af eksport til Tyskland, og tallene kunne være større, hvis potentialet blev udnyttet. Omtrent 400.000 danskere arbejder i virksomheder, der har Tyskland som et af deres eksportmarkeder.

Politikerne er klar over miseren, hvilket de vedtagne sprogstrategier fra 2017 og 2021 med i alt 140 mio. kr. bundet i halen vidner om. Problematikken er italesat, men antallet af danskere, der kan begå sig på fransk og tysk, fortsætter med at falde.

Lovgiverne på Christiansborg smadrede selv andet-fremmedsprogene i gymnasiet med den kaotiske og katastrofale gymnasiereform i 2005. Da jeg gik på gymnasiet sidst i 70’erne, var det opdelt i en sproglig og i en matematisk linje. Valgte man den nysproglige linje efter 1. g, stod den på engelsk, tysk, fransk og latin.

Omend indgangsniveauet i 1. g med undtagelse af engelsk ikke var overvældende, blev der arbejdet så grundigt med fagene, at man ved studentereksamen var rimeligt velfundet i sprogene, således at man havde et solidt grundlag for at kunne studere videre på universitetets eller handelshøjskolens sproguddannelser.

Sådan har det desværre ikke forholdt sig de seneste omtrent 20 år, og derfor skal der nytænkning til for at redde andet-fremmedsprogene. De politisk vedtagne sprogstrategier fra 2017 og 2021 har desværre ikke haft nogen synderlig effekt.

Med stor interesse læste jeg Dorthe Schmittroth Madsens kronik i JP 9/7 samt Jens Erik Mogensens og Anna Sandbergs replik på kronikken 21/7. Man må håbe, at Jens Erik Mogensens og Anna Sandbergs spændende tiltag på Københavns Universitet bærer frugt og ikke kun er symptombehandling.

Dorthe Schmittroth har en pointe i, at tysk er et lavstatusfag, hvilket utvivlsomt skyldes, at der skal lægges en del tid og energi i at blive dygtig til det. Rugbrødsarbejde er jo ikke ligefrem i høj kurs i tidens ungdomskultur, hvor flygtige videoklip, show off og narcissisme på sociale medier er blevet de unges sut.

Jeg er fuldkommen enig i kronikørens betragtninger. Imidlertid kniber det med at tage fat om nældens rod. Hvis der er noget, der virkeligt ville kunne batte og blive en gamechanger, så ville det være at afskaffe tysk i grundskolen op til og med 8. klasse. Alt for mange ressourcer går tabt i folkeskolerne og privatskolerne for at lære eleverne stort set ingenting i tysk i løbet af fem år. Frustrationerne er enorme på begge sider af katedret!

Til gengæld skal der sættes massivt ind på tysk i 9. klasse for de elever, der skal på et gymnasialt forløb, samtidig med at fransk, spansk eller tysk gøres obligatorisk for alle gymnasieelever, inklusive hhx og htx, i de to første gymnasieår med mulighed for tilvalg til gymnasialt A-niveau i 3. g.

Som det er nu, afslutter kun 4 pct. af gymnasieeleverne tysk på A-niveau. Skulle en reform udløse en mangel på gymnasielærere i de tre sprogfag, må en gymnasielærermerituddannelse til undervisning i 1. g i de tre sprogfag kunne iværksættes.

Kritikere af denne model vil sikkert indvende, at det er for sent at introducere andet-fremmedsproget i 9. klasse, men selv blev jeg først introduceret til fransk i 3. real i folkeskolen, og ved studentereksamen knap fire år senere havde jeg opnået et ganske pænt kommunikativt niveau i faget.

En sprogpolitisk reform som den skitserede vil kunne booste andet-fremmedsprogenes prestige og sætte gang i en proces hen imod, at flere unge vil vælge enten rene sproguddannelser eller relevante erhvervsuddannelser med tysk, spansk eller fransk som sidekompetencer på højere læreanstalter.

Problemet med tyskundervisningen tidligere var, hvilket dog heldigvis over årene har ændret sig, at der var alt for megen fokus på grammatisk akkuratesse og for lidt på praktiske kommunikative evner.

For at fange elevernes interesse skal faget opleves som relevant og praksisnært, som f.eks. ved besøg i eksportvirksomheder, udvekslingsprogrammer, partnerskaber med tyske grundskoler og gymnasier og kulturmøder med tyske unge med fokus på dialoger om hverdagens glæder og sorger.

Sprog skal ”leges ind” og være sjovt, da det er tidskrævende at lære et sprog på højt niveau, men selv om grammatik, analyse og syntaks er vigtige, så har de vigepligt for det kommunikative sprogsyn.

Med et dansk udgangspunkt skal der faktisk ikke så meget til for at opnå en stor forståelse af skrevet og talt tysk, da op imod en tredjedel af ordene har samme etymologiske rødder. At tale og skrive tysk nogenlunde korrekt er derimod noget sværere.

Lægger de studerende imidlertid en arbejdsindsats i det, har jeg ofte været vidne til forbløffende progression på blot fire semestre på eksportingeniøruddannelsen med flotte eksamenspræstationer til følge, så mere vanskeligt at opnå et ganske fornuftigt kommunikativt niveau i tysk er det altså heller ikke.

Som det er nu, går det bare den forkerte vej med sprogfagene. Førsteprioritetsansøgningerne til sproguddannelserne med engelsk som undtagelse fortsætter med at dykke.

Men det hjælper heller ikke ligefrem på fagenes omdømme, at selv på eksportingeniøruddannelserne har man de senere år pillet tysk, fransk og spansk ud. Det er helt til hest – og her kunne lovgiverne med sprogstrategen i hånden passende vride armen om på de pågældende uddannelsesinstitutioner og signalere: ”Det er en ommer.”

Hvis politikerne på Christiansborg vil sikre, at eksportvirksomhederne også i fremtiden får adgang til medarbejdere med de fornødne sproglige færdigheder i fransk, spansk og tysk, der kan sikre afsætningen på eksportmarkederne og dermed danske arbejdspladser, så må de se at komme i arbejdstøjet og få ændret lovgivningen.

En lille, åben, eksportorienteret økonomi som den danske er på sigt afhængig af, at der kan kommunikeres på et højt sprogligt niveau med aftagerne af vores produkter. Og på hovedsprogene fransk, tysk og spansk hives salgskontrakterne altså hjem på de pågældende sprog!

Der er en årsag til, at Tysklands naboer, især i Østeuropa, har oprustet med tyskundervisningen, da det er direkte proportionalt med et højere eksportvolumen. Polen og Tjekkiet er gode eksempler herpå.

Ud over det indlysende økonomiske aspekt ved at opgradere fremmedsprogene i undervisningssektoren følger selvfølgelig også, at kundskaber på fremmedsprog giver indsigt, udsyn og dannelse, og det er netop, hvad de unge har brug for som et fast holdepunkt i en omskiftelig tid med overfladiske billeder, videoer og budskaber.