Frihandelsaftale er vejen frem: Grønlands fremtid ligger i EU

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Jeg har lige lagt min lille søn Valdemar til at sove i klapvognen, da han bliver vækket med et spjæt. Et kæmpe krydstogtskib blæser til afgang, og dermed blev ambitionen om at nyde aftensmaden i fred og ro på Hotel SØMA, et tidligere sømandshjem, spoleret.

Det er et meget godt billede på udviklingen i Grønland. Sømandshjemmet har skiftet navn, og på en god dag kan der være tusindvis af turister i Nuuk. Verden er kommet til Grønland, og skibet vender ikke om. Nogle griber mulighederne, imens andre ser lige så forpjuskede ud som min lille søn.

Grønland er havnet i en geopolitisk orkan, samtidig med at bygderne affolkes, befolkningstallet falder, og det trygge, men upopulære rigsfællesskab knager i fugerne. Utrygheden hersker især i de små samfund. Her fortælles det, at indbyggerne i en af de små bygder gemte sig for helikopteren, da de troede, at det var amerikanerne, som kom for at tage dem. De kom først frem fra fjeldet, da de opdagede, at det var den velkendte røde helikopter fra Air Greenland.

Andre ser det hele som en mulighed. For Trumps opmærksomhed på Grønland har været ubetalelig reklame for turistbranchen. Her går det bogstaveligt talt ud over indlandsisen uden at se sig tilbage, for verdens ultrarige efterspørger kulde, eventyr og insta-moments, som ikke findes andre steder i verden.

Uanset hvor man står, er det klart, at verdens største ø ikke er en ø. Grønland kan ikke klare sig selv, men må finde samarbejdspartnere. Her er et tættere forhold til EU helt oplagt. Grønland trådte ud af det daværende EF i 1985, men i dag er tiden en anden, og de geopolitiske rystelser bør kunne fremtvinge mere fremkommelige synspunkter fra EU’s side, når det gælder det vigtige fiskeri og ikke mindst den følelsesmæssigt vigtige jagt på sæler og hvaler.

For EU er fyldt med særordninger og besynderlige konstruktioner for netop at tilgodese små selvstyrende områder.

Et eksempel er Ålandsøerne, som har en række markante undtagelser, bl.a. for at beskytte den lukrative færgetrafik hen over Den Botniske Bugt.

Det vil dog være uklogt at spise hvalen i et hug, det tunge og trevlede kød kræver tilvænning og skal tages i bidder. Den første hvalbøf, som ligger og venter på tallerkenen, er en frihandelsaftale mellem EU og Grønland.

Den eksisterende OLT-aftale mellem EU og Grønland åbner for frihandel, men virker i praksis ikke. Det kunne løses med en decideret frihandelsaftale. Grønland importerer næsten alt, så told gør kun varerne dyrere i Grønland, og samtidig er Grønlands eksport så lille, at den ikke kan mærkes i EU.

Derfor er det et oplagt sted at starte et tættere samarbejde. Her kan Danmark og vores EU-formandskab spille en rolle. Vi kan sætte Nordatlanten på dagsordenen og hjælpe Grønland på vej til at udnytte de mange muligheder, som et tættere forhold til EU åbner op for.

På Brættet i den gamle kolonihavn er der i dag sæl. For uanset geopolitisk stormvejr vinder naturens kræfter altid. Det er naturen, som bestemmer i Grønland, og den er både gavmild og lunefuld. I dag sikrer den sæl på bordet og penge i lommerne – og mon ikke også naturens gavmildhed vinder armlægningen med skattevæsnet?