Derfor valgte vi folkeskolen fra
Som forælder er man nødt til at reagere på de udsagn, man får fra sine børns lærere – når de for eksempel ikke lægger vægt på lektier, fordi det er en »kilde til ulighed«.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Vi har en af verdens dyreste folkeskoler. Alligevel stiger søgningen til privatskoler år for år. Her er en konkret beretning om, hvorfor min datter (også) skiftede til privatskole og nu skal tage hul på 8. klasse.
Gennem de første skoleår var vi glade for den lokale folkeskole. Velfungerende klasse. Gode kammerater. God kemi med lærerne. Et godt forældrefællesskab. Ingen prøver og lektier, for eleverne arbejdede med stoffet på skolen med støtte og vejledning, så skolebøgerne blev på skolen. Ros ved skole-hjem-samtaler. Alt godt.
Derfor spærrede jeg øjnene op, da min datter fik dumpekarakterer i Folkeskolens 4. klasse Nationale Overgangstest i dansk og matematik.
Ved den næste skole-hjem-samtale blev resultatet afdramatiseret. Det var jo »kun en test, som ikke nødvendigvis viser, hvad eleverne kan«. Desuden var undervisningen »ikke fokuseret på at tage test, men på elevernes læring, som jo er langt vigtigere«.
Tillidsfuld gik jeg fra samtalen i den tro, at testen ikke skulle tillægges større betydning.
Gennem 5. klasse bad jeg regelmæssigt min datter om at tage bøgerne med hjem. Det skete sjældent, for »jeg har jo ingen lektier for«, var svaret. Derfor købte jeg selv matematikbøgerne for 3., 4. og 5. klasse.
Det viste sig, at min datter var to-tre år bagud i matematik.
Kun med hjælp og besvær kunne hun klare bogen for 3. klasse, selvom hun gik i 5. – så jeg gik i gang med hjemmeundervisning, og på otte uger kom vi igennem 3. klasse-bogen.
Ved næste skole-hjem-samtale i 6. klasse beskrev jeg forløbet og bad om at få lektier for, så jeg bedre kunne hjælpe min datter med at indhente det forsømte.
Det afviste lærerne, fordi (1) min datter »ikke var bagud i forhold til klassen, men lå i det store midterfelt«, (2) der »ikke er evidens for, at lektier hjælper«, og (3) lektier er en »kilde til ulighed, fordi der er forskel på, hvor meget hjælp eleverne kan få hjemme«.
Mit svar var, at den første begrundelse blot viste, at hele klassen var fagligt bagud. Desuden spurgte jeg, hvordan lektier kan skabe ulighed, hvis lektier ikke hjælper? Hertil svarede lærerne, at vores samtale »ikke skulle handle om skolepolitik, men om hvor godt min datter fungerede i klassen«.
Goddag mand, økseskaft! Da indså jeg, at lærernes indstilling ikke var usædvanlig, men tværtom fremherskende i folkeskolen.
Kort efter flyttede min datter til en privatskole, hvor der som hovedregel er lektier for i alle fag, hvor faglige fremskridt testes løbende, hvor korrekte besvarelser fejres, og hvor forkerte besvarelser bruges til at repetere det stof, som ikke sidder.
På ét år i 7. klasse har hun nu lært mere på privatskolen end på de seks forudgående år i folkeskolen.
Forskellen skyldes ikke økonomi, for privatskolens fysiske rammer er af synligt ringere kvalitet, og elevsammensætningen er ens.
Forskellen skyldes, at privatskolens ledelse og lærere prioriterer elevernes faglige indlæring højere, hvilket kan betyde mere for fremtidens ulighed end forskelle i adgangen til lektiehjælp hjemme.
Da min datter skiftede, var der to andre kammerater, der også forlod klassen af samme årsag. Desuden kender jeg seks undervisere på forskellige gymnasier (alle med 20-30 års erfaring), som bekræfter, at det faglige niveau blandt elever med privatskolebaggrund »bare er højere« end blandt elever fra folkeskolen, og at forskellen er støt stigende.
Derfor er det min klare opfattelse, at folkeskolen trænger til en mentalitetsændring i relation til løbende test, lektier og faglighed, hvis ikke fravalget af folkeskolen skal fortsætte, og fremtidens ulighed vokse yderligere.