Vismænd tager fejl om arveafgiften

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

I kronikken om arveafgiften i JP 4/7 skriver formandskabet for Det Økonomiske Råd, at man kan sammenligne arv med det, en håndværker modtager for et stykke arbejde.

Forskellen er efter dem, »at arvemodtageren kun] har [udvist det forsyn at være født af den rette. Med dét perspektiv fremstår arvebeskatning naturlig og måske endda rimelig«.

Denne præmis er forkert. Arveafgiften er ikke en skat på indkomst, og arv i sig selv er heller ikke en indkomst. Det er et ejerskifte, og indkomstkilden er som udgangspunkt allerede beskattet. Derimod kan afgiften ses som en variant af formueskatten. Forskellen er, at skatten opkræves én gang og ikke løbende.

Til gengæld er satsen meget høj, og bundfradraget er lavt. Følgen er, at arveafgiften rammer helt almindelige menneskers opsparing, selvom de aldrig har været i topskatteområdet. Dermed fungerer arveafgiften som en pønabel afgift på borgere, der endda måske ikke har haft mulighed for at give større afgiftsfrie gaver.

I Danmark beskattes som udgangspunkt indkomster eller gevinster og ikke ejerskifter og kapitalstrømme. Afgiften er dobbeltbeskatning, så hvorfor er afgiften ikke afskaffet for alle? Formueskatten er for længst afskaffet for formuer, der overstiger, hvad der i dag svarer til ca. 3 mio. kr.