Arveændring kommer med en høj pris i form af mindre produktivitet og mere ulighed

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

I vores forårsrapport for De Økonomiske Råd kommenterer vi traditionen tro aktuel økonomisk politik. En markant nylig beslutning er lempelserne af bo‑ og gaveafgiften i forbindelse med generationsskifte i familieejede virksomheder. Idéen bag tiltaget er at lette generationsskifter i familieejede virksomheder.

Tiltaget ventes varigt at reducere statens indtægter fra skatten med ca. 60 pct. eller omkring 1,8 mia. kr. målt ved det umiddelbare provenutab. Det svarer til ca. halvdelen af Finansministeriets skøn for provenugevinsten ved at sløjfe store bededag. Desuden vurderer vi, at det med stor sandsynlighed reducerer den samfundsøkonomiske effektivitet og øger indkomstuligheden. Formålet med denne kronik er at forklare hvorfor. Inden vi runder af, tangerer vi også de moralfilosofiske spørgsmål, som arvebeskatning traditionelt rejser, samt drøfter ny viden om den dynamiske virkning af arvebeskatning for husholdninger. Det sidste er motiveret af, at de aktuelle lempelser må ventes at påvirke den samlede arvebeskatnings omfang.

Provenutabet skyldes dels en reduktion af den formelle afgiftssats fra 15 til 10 pct. og dels en reduktion af afgiftsgrundlaget. Afgiftsgrundlaget reduceres primært, fordi virksomhederne har fået et retskrav på såkaldt ”skematisk værdiansættelse”. Det betyder konkret, at virksomhedens værdiansættelse fremover vil være baseret på de seneste fem års regnskabsresultater.

Konsekvensen er, at skattemyndighederne ikke længere må tage højde for, at nogle virksomheder kan forvente at opnå en fremtidig indtjening, der er væsentlig højere end i de forudgående år. Det kan f.eks. være tilfældet for virksomheder, der for nylig har opnået et værdifuldt patent. Skatteministeriet vurderer, at værdiansættelsen i gennemsnit kun vil udgøre ca. halvdelen af virksomhedernes handelsværdi fremover grundet nævnte retskrav.

Ud over svækkelsen af statens indtægter er der flere yderligere konsekvenser af forslaget, som knytter sig til samfundsøkonomisk effektivitet og indkomstfordelingen i Danmark.

For det første mindskes neutraliteten i skattesystemet, når skattebehandlingen af arv i form af en virksomhed bliver lempeligere end af ordinær arv. Derved bliver det selvsagt mere attraktivt at overdrage arv i form af en virksomhed end på anden vis. Den mest umiddelbare konsekvens er, at der skabes tilskyndelse til skattetænkning. De direkte omkostninger ved skattetænkningen – f.eks. til advokat‑ eller revisorassistance – vil kunne svare sig for den enkelte virksomhedsejer, men samfundet taber, da disse ressourcer kunne have været brugt på mere produktive formål. Det er den første lavpraktiske grund til, at den samfundsøkonomiske effektivitet må forventes at blive reduceret af tiltaget.

For det andet tilskyndes virksomhedsejere til at overdrage virksomhederne til næste generation også i de tilfælde, hvor arvingerne ikke er de mest kvalificerede til at eje og lede virksomheden. I økonomjargon tilskyndes en misallokering af talent, hvilket yderligere trækker i retning af lavere samfundsøkonomisk effektivitet.

Ud over de negative effektivitetseffekter vurderer Skatteministeriet, at tiltaget øger indkomstuligheden; gennemslaget svarer nogenlunde til ulighedsstigningen efter en reduktion i topskatten med 1,5 procentpoint. Stigningen skyldes, at virksomhedsejerne generelt befinder sig i den øvre del af indkomstfordelingen. Samtidigt er det værd at bemærke, at tiltaget forventes at reducere den samlede arvebeskatning i Danmark, hvilket letter overlevering af formue fra forældre til børn, hvorved indkomstmobiliteten fra generation til generation kan mindskes. I så fald kan den langsigtede ulighedsvirkning være større end føromtalte umiddelbare ulighedsvirkning.

Som nævnt har et centralt argument for lempelserne været at lette generationsskifter i danske virksomheder – dels fordi det menes at forbedre mulighederne for langtidsplanlægning i familieejede virksomheder (jf. den skematiske værdiopgørelse), dels ved at mindske de likviditetsproblemer, der kan opstå, når der skal betales skat ved generationsskifter (jf. satsreduktionen).

Det kan ikke afvises, at tiltaget letter langtidsplanlægningen, men det er uklart, hvor stor gevinsten i praksis vil være. Virksomhederne har hidtil kunnet modtage bindende tilsagn fra skattemyndighederne om værdiansættelsen med et års varighed. Hvis der er en planlægningsgevinst ved indgrebet, må den vejes op imod de øvrige virkninger, som vi har beskrevet. Afvejningen er selvsagt politisk.

Det kan heller ikke afvises, at generationsskifter historisk har skabt likviditetsproblemer for nogle virksomheder. Men som vi gennem årene har påpeget, kan sådanne problemer godt adresseres uden at kræve en reduktion i satserne, f.eks. ved at forlænge skattebetalingsperioden. Hvis likviditetsproblemer er afgørende, må satsreduktioner, der mindsker skattesystemets neutralitet, anses for at være en samfundsøkonomisk ineffektiv løsning.

Et helt overordnet synspunkt til fordel for tiltaget er, at arvebeskatning er uretfærdig, fordi arvelader allerede må formodes at have betalt skat af indkomsten én gang. I nogle kredse understreges den opfattede uretfærdighed ved at kalde arvebeskatning for ”dødsskat”. Det er poetisk, og argumentet er i sin kerne logisk.

Af hensyn til fuldstændigheden kan man dog også vælge at anskue problematikken fra arvemodtagerens side. Arveudbetalingen er fra denne synsvinkel en pengeoverførsel, der i visse henseender tåler sammenligning med den indkomstoverførsel, der opstår, hvis man (i stedet for at give dem til sine børn) giver beløbet til en håndværker for at få bygget (lad os sige) en carport – hvilket håndværkeren naturligvis betaler indkomstskat af. Forskellen er blot, at mens håndværkeren har udført et stykke arbejde for at modtage betalingen, har arvemodtageren kun udvist det forsyn at være født af den rette. Med dét perspektiv fremstår arvebeskatning naturlig og måske endda rimelig.

Som det bør stå klart, er det et moralfilosofisk spørgsmål, om man mener, at arvebeskatning i almindelighed har legitimitet. Fokuserer man på de levende, der betaler skatten (arvemodtagerne), kan man med rette indtage det synspunkt, at skatten er legitim; fokuserer man på den afdødes følelser (arvelader), kan man rimeligvis argumentere for det modsatte.

Det kan tilføjes, at vores egne undersøgelser på husholdningsniveau af arveoverførsler har vist, at hvis arven har en passende størrelse, reduceres arvemodtagers arbejdsudbud. Hvis der er et politisk ønske om at dæmpe arvebeskatningen i kongeriget – hvilket er en helt legitim politisk prioritering – bør man være opmærksom på, at manøvren kan vise sig dyrere for statskassen, end Finansministeriets regneregler i dag lader ane. Vi har tidligere anbefalet, at man tager den nye viden, vores analyser har frembragt, i betragtning, hvis der fremover planlægges lempelser af husholdningernes arvebeskatning.

Afslutningsvis er det værd at bemærke, at vi efter alt at dømme går ind i en periode, hvor der er mangeartede ønsker om øgede udgifter, f.eks. til forsvar, grøn omstilling eller lempelser i levealdersindekseringen af pensionsalderen. Det er en politisk beslutning, hvordan disse udfordringer imødegås, og det vil utvivlsomt kræve forskellige afvejninger mellem bl.a. effektivitet og fordeling.

Med dette in mente forekommer tiltag, der simultant reducerer statens indtægter, trækker i retning af lavere samfundsøkonomisk effektivitet og øger indkomstuligheden, ikke at være det mest oplagte kort at trække.