Vi har religionsfrihed. Men frihed til hvad?

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Det har vakt debat, at en undersøgelse viser sammenhæng mellem religiøsitet og modstand mod homoseksuelle. Fundamentalistiske grupper som Indre Mission og Jehovas Vidner har en større modstand mod homoseksualitet end den øvrige befolkning, men tendensen ses især i muslimske kredse.

Selv om jeg slet ikke sympatiserer med homofobiske tendenser, har jeg svært ved at forstå den megen omtale, som undersøgelsen har medført. For ærlig talt, det vidste vi godt i forvejen.

Vi vidste godt, at nogle (men langtfra alle) kristne kredse har det svært med homoseksualitet. Vi vidste også godt, at medlemmer af Indre Mission eller Jehovas Vidner aldrig kunne finde på at lade deres negative syn på homoseksualitet føre til trusler og voldelige handlinger, men at det er et reelt problem inden for islam.

Hvor homoseksuelle formentlig ville kunne leve i fred og fordragelighed i et kristent samfund i Vestjylland, forholder det sig ganske anderledes med homoseksuelle og jøder visse steder på Nørrebro i København. Selv om det ikke alle steder er velset at påpege det, er det nu engang sådan, det er.

Vi ved også godt, at der i visse muslimske kredse er et anstrengt forhold til ytringsfrihed.

De berømte tegninger i 2005 i denne avis er måske det mest kendte, men langtfra eneste eksempel, hvor et sekulært samfund baseret på kritisk debat kolliderer med et samfund, hvor religiøse krav gør sig gældende.

Det leder til et måske nok kontroversielt, men ikke desto mindre relevant spørgsmål:

Hvad mener vi med ordet religionsfrihed?

Selv om det kan virke anstødeligt at sætte spørgsmål ved, om folk i et frit og demokratisk samfund vitterlig har ret til selv at vælge religion, er det noget, vi er nødt til at forholde os til. Ganske enkelt fordi religionsfrihed kan forstås på mindst to fuldstændigt uforenelige måder.

Den ene tilgang har individet i fokus. Det er det, vi her i Vesten mener med religionsfrihed, hvor folk selv kan vælge, hvad de tror på.

Man kunne kalde det for ”det frie marked for religion”.

Som i et frit marked er man velkommen til at skifte religion eller helt forlade den religiøse verden og blive ateist. Selv om andre måtte mene, at ens valg er åndssvagt, er man fri til selv at vælge.

Den anden tilgang til religionsfrihed har ikke det enkelte individ, men derimod trossamfundet i fokus. Frihed er her ikke en frihed for den enkelte, men en frihed for de enkelte trossamfund til at opsætte og håndhæve egne regler.

Hvis man hader jøder og måske vil dræbe dem, mener, at homoseksuelle skal straffes korporligt, eller at frafald fra islam er lig med dødsstraf, ja, så har man ret til at føre sine handlinger ud i livet. For det er jo en del af ens religionsfrihed.

Vi ved godt, at kristne aldrig vil tænke sådan. I hvert fald ikke her i landet, hvor religionsfrihed er knyttet til det enkelte menneskes ret til at vælge og skifte religion.

Og vi ved også godt (i hvert fald dem af os, der tør tænke frit og være ærlige), at en del mennesker med muslimsk baggrund ser ganske anderledes på tingene.

Her er religionsfrihed ikke knyttet til det enkelte individ, men derimod til de enkelte religiøse samfund, der har ret og pligt til at håndhæve egne regler. Også hvor disse er på kraftig kollisionskurs med retten til at vælge sin egen religion.

At et ord som religionsfrihed kan betyde to vidt forskellige og direkte uforenelige ting gør det også klart, at vi ikke skal lade os forblænde af ord alene. Folk må stilles til regnskab for, hvad de konkret mener.

Ellers ender ordet religionsfrihed bare som et af de her ligegyldige hurra-ord, som smager godt i munden, men som i realiteten ikke siger noget som helst.