Au pairer kunne bruges til at passe demente

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Hvorfor er det, at man kun tænker på au pair-ordningen som noget, der foregår i rigmandskvarterer, hvor kvinder formodes at have ambitioner om at være ligeværdige med deres formentlig meget travle mænd og derfor ser sig nødsaget til at blive aflastet med børnepasningen mv.?

Selv har jeg for år tilbage tænkt meget på, om en sådan ordning kunne have givet mig et lettere liv.

Min mand var parkinsonpatient, og hans sygdom bevirkede, at han var bange for at være alene, hvilket betød, at jeg var bundet til hjemmet i de fire år, han var sengeliggende/kørestolsbruger. De første to år kunne jeg få lov at gå et par timer, hvis jeg var i nærheden, så han kunne kalde mig hjem, men de sidste år accepterede han kun akkurat, at jeg gik med hunden i en halv time eller købte ind.

Sygdommen gjorde også, at han ikke havde nogen tidsfornemmelse og derfor kaldte på mig uafbrudt. Af samme grund kunne jeg ikke overlade ham til et plejehjem, hvor han ville være blevet meget upopulær pga. sit behov for nærvær. Vi klarede os med sosu-hjælp til morgentoilette og 10 minutter til at komme i seng om aftenen. Han var blebruger, så dagens hygiejne og medicingivning klarede jeg selv.

Ovenstående beretning kun for forståelsen af den isolation, man udsættes for med en sådan plejepatient. Jeg var dog så heldig, at jeg i forløbet fik fire timer om ugen en eftermiddag, hvor jeg kunne købe ind, gå til tandlæge, frisør eller andet. Problemet her var ofte, at der jævnligt kom en vikar, som jeg så skulle bruge tid på at sætte ind i forholdene, inden jeg gik. Mulighed for besøgshjælp fra Demenslinjen var ikke til stede, da neurologen ikke havde givet ham en demensdiagnose trods tydelige tegn.

En au pair, der boede i hjemmet, ville have været en god løsning, da en person med angst ville slappe mere af med kendte ansigter omkring sig. Derfor tænkte jeg faktisk en del på en au pair-løsning, men fik aldrig taget mig sammen til at prøve, om det havde kunnet lade sig gøre.

Med al den snak, der nu er om alle de ældre, der bliver flere og flere af, og for de mange ægtefæller, der ender i samme situation som mig, kunne det måske være løsningen. Mange ældre bor jo i store huse, hvor der er rigelig plads til at have et ungt menneske boende, og som dér kunne lære/træne sproget/kulturen, gå til undervisning og ellers deltage i almindelig husførelse og ikke mindst fungere som ”babysitter” for den demente, når forståelsen fra begge sider var opnået.

Det ville give ægtefællen mulighed for at bevare sin egen habilitet (selv mistede jeg megen styrke, var vant til at gå til fitness og havde et socialt liv, som nu er væk).

Skal en sådan ordning i gang, er det selvfølgelig et spørgsmål om økonomi. Det er nok de færreste folkepensionister, der har råd til at betale 6-7.000 kr. om måneden for en sådan hjælp, men man kunne måske overveje, om man kunne se det som en investering fra stat eller kommune og en gevinst for landet.