Verdens bedste lærer? Ham havde jeg

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Det er ofte tilfældigheder, som dukker op fra ingenting og kommer til at betyde meget for mange mennesker.

Sådan en tilfældighed var Jensen. Arne Jensen. Lærer Jensen.

I et år med blomsterbørn, postnumre, A-skat og ”Sgt. Pepper’s Lonely Hearts Club Band” og grønt lys for farve-tv i Danmark stod den kæmpestore, rødskæggede mand pludselig i skolegården med sit lidt komiske, flagrende og lige så røde hentehår iført fløjlsbukser, islandsk sweater og udtrådte sko, og da vi startede i 5. klasse efter sommerferien i august 1967, blev den nye lærer Jensen vores klasselærer.

28-årige Jensen var alt det, resten af lærerkredsen ikke var. Venlig og forstående. Med faglig kunnen, stor entusiasme og personligt overskud. Men frem for alt en lærer, der aldrig havde brug for at tage fysisk afstraffelse i anvendelse på en sort skole, hvor næsten hver af hans kolleger havde deres egne afstraffelsesmetoder.

Her var en lærer, hvor man bare kunne slappe af og tage fra.

Han skrev også selv vores biologibøger på gamle spritstencils, inden han stolt delte dem ud til os.

Jensen havde et stærkt kritisk blik for de roller, vi var blevet tildelt, og han gav os muligheder for at ændre på dem.

Selv om han bestemt også havde sine foretrukne i klassen, stod han for fornyelsen. Han talte med og ikke til eleverne, og frem for alt var han manden, der opfandt humoren på Veflinge Skole i min forblæste nordfynske landsby.

Jensen tog mig – uden at han selv vidste det – i hånden og førte mig ud af mit sorte rum. Han gav mig, og mange andre i klassen, glæden ved ordene, sproget, fortællingerne. Han inspirerede os. Gav os selvtillid.

Og tre af klassens drenge – jeg var den ene – endte senere som journalister. Flere andre blev lærere.

Hvis du har set filmen ”Døde poeters klub” (”Dead Poets Society”, hvor Robin Williams portrætterer læreren John Keating, som på en konservativ drengekostskole i 1959 inspirerer sine elever til at gribe dagen og tænke selvstændigt), ja, så var Jensen sådan en lærer.

Bare på Nordfyn otte år senere.

Arne var det levende og frelsende symbol på den tiltrængte fornyelse, der i 1960’erne kom med friske, unge lærere ude i de små landsbyer, hvor den brusende livsgnist hos ungdommen stadig blev holdt nede med lussinger og riven i ører og kæber af de ældre lærere.

Jensen var dengang for mange, mange år siden det empatiske, sjove og rare indslag på en skole, hvor jeg og mange andre fra min klasse havde indtrykket af, at det for stort set resten af lærerne handlede om at holde horden af livsglade elever i kort snor og skabe daglig frygt.

Mens mine tre ældre søskende alle var kommet i privatskole, endte jeg i 1963 på den nye Veflinge Sogneskole, hvor weekenden først kunne begynde, når klokken ringede efter ugens sidste time lørdag kl. 12.

På Veflinge Skole virkede det, som om lærernes fornemste opgave var at beskytte sig imod børnene, fordi disse udgjorde et anarki af livskraft.

Vi var flokdyr, og skolen tjente ikke bare til at give os viden. Den videreførte også bevidst den sorte skoles tradition med at præge os socialt. Ikke nødvendigvis til mere sociale væsener med større forståelse for de fælles værdier og gensidig respekt og hensyntagen.

Snarere tværtimod. For når læreren måtte hakke på de svage, måtte alle andre også.

Det var et system, som cementerede og belønnede det sociale hierarki. Og så kunne det kun ende med en konkurrence mellem bedsteborgernes børn fra byen og ungerne fra gårdene og de små, mere usle landboliger i landdistrikterne. De børn blev der som udgangspunkt set ned på, og de sloges hvert minut for at blive accepteret. I klassen og på skolen.

Den nye skole var opført med store glaspartier mod syd. Det kunne være slemt om sommeren, varmt som i et drivhus. Men sådan byggede man skoler dengang.

Omkring den var anlagt store græsplæner, som blev passet og plejet af pedellen. De lignede et parkanlæg, men de var til pynt. Vi børn måtte ikke betræde græsset. Så faldt der brænde ned.

Den dag, skolen blev indviet, var dog en undtagelse, og alle vi elever blev med militærisk disciplin stillet op på to snorlige rækker foran skolen. Fine og sikkert velmenende mænd talte og talte, men vi så kun Pouls opdrættede allike, som fløj hen over hovedet på os flere gange, indtil den landede på skolens tag lige bag talerstolen og holdt sin egen tale, som var langt mere nærværende for os.

Alliken havde været væk i et par dage, og Poul, som gik i 3. klasse, var utrolig glad for at se sin allike igen. Han trippede i geleddet, men blev straks manet til ro af en lærer med et drag over nakken.

Og skulle vi i vor naivitet have troet, at alliken var et tegn på frihed og højt til loftet, blev vi hurtigt klogere, efterhånden som vi lærte dagens rutiner, der omgav livet som skolebarn.

Hver eneste morgen seks dage hver uge blev vi placeret i skolegården to og to ved siden af hinanden, og uanset vejret fik vi ikke lov at marchere ind i aulaen, før der var fuldstændig ro i rækkerne.

Herefter gik de yngste først ind og placerede sig nærmest vinduerne ud mod græsplænen i samme orden som ude i skolegården. Herefter marcherede de ældre klasser ind i takt.

En praktisk løsning, når man efter morgensamlingen skulle tilbage til de syv klasseværelser på gangen, fordi de ældste havde længst til deres lokale, som lå nærmest lærerværelset.

Til gengæld kunne de mindste elever ikke se, hvad der foregik under den daglige morgenceremoni. Men så kunne man jo stå og læse på salmeverset til religionstimen – eller, som Birgit fra min klasse, stille sig på hælene.

Det resulterede overraskende ofte i, at den lille pige med det sorte hår besvimede og faldt om med et brag som en død krage, så hun måtte bæres ud af lokalet og slap for seancen.

Abildtrup var navnet på den nye skoleinspektør. Han var en tynd bornholmer med briller og et følsomt ansigt, som aldrig rigtig nåede at smile eller grine, og hver morgen akkompagnerede han selv morgensangen ved at spille på skolens nye, flotte, sorte piano. To salmer eller sange fra højskolesangbogen. Hver dag.

Bagefter bad Abildtrup fadervor, mens vi nøje overvåget af lærerstaben foldede vores hænder og lukkede øjnene. Vel vidende at der ville blive slået ned med hård hånd ved det mindste tegn på uro i rækkerne.

Lærerstaben – minus Jensen og den følsomme Abildtrup – holdt eleverne i ave med lussinger, slag over fingrene med lineal, hiven i ører, trækken i kæber eller ved at spænde ben eller uddele ”kokosnødder”, som den ene lærer havde som sit speciale.

Det bestod i at få en knytnæve i hovedet – så kunne man gå med hovedpine resten af dagen.

I marts 1968 udkom den 300 sider store blå betænkning. Den gjorde op med kløene og terperiet, men på Veflinge Skole blev børnene stadig stillet militærisk op i rækker to og to. Man skulle jo nødig udvise svaghed …

Arne Jensen er en mand, som jeg i dag kan se tilbage på med stor kærlighed, og en mand, som efter at have reddet den lille stammende og porøse Bo, som kæmpede med barndommens spøgelser og dæmoner, senere blev min mentor.

Jeg var sammen med Arne samme aften, hvor han døde – den 1. november 2010 – og vi havde lige set en fodboldkamp på tv med hans elskede OB i hans og Lisbeths hyggelige hjem 100 meter fra Veflinge Skole.

OB vandt, så bedre afslutning på dette liv kunne han ikke få efter 71 år på denne jord. Jeg var glad for at få lov at være en beskeden del af Arnes liv i hans sidste år.

Mennesker og lærere som Jensen vil jeg til min egen dødsdag have respekt for.