Sundhedsvæsenet fortjener større anerkendelse og flere ressourcer
En planlagt reform vil give sundhedsvæsenet en ny struktur med 17 nye sundhedsråd, hvor kommuner og regioner skal skabe et stærkere sundhedsvæsen tæt på borgerne. Forudsætningen for en succes er, at sundhedsrådene ikke bliver en kampplads om bevillingerne.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Vel hjemvendt fra to ugers uventet “studieophold” på Aarhus Universitetshospital (AUH) i Skejby har man undervejs i det livsbekræftende behandlingsforløb gjort sig visse iagttagelser. Om hvordan den aktuelle situation er hos vort sygehusvæsen – i hvert fald i Region Midtjylland – og hvilke forventninger alle personalegrupper har til fremtiden. Med sigte på den nye sundhedsreform, som skal træde i kraft den 1. januar 2026.
Tre for politikere særlige staveord går igen: påskønnelse, uforståelige besparelser, flere penge.
Når man som jeg har modtaget en særdeles professionel, omsorgsfuld og kundevenlig behandling på alle niveauer, som fortjener den største tak, kan man godt blive noget fortørnet og forundret over, at medarbejderne ikke bare en gang imellem møder en vis anerkendelse hos især politikerne i regionsrådene.
Disse tager det åbenbart som en selvfølge, at arbejdet med at behandle og pleje patienterne bliver udført uden kvaler. Så skal de samme politikere nok tænke de store tanker og bevilge penge. Dog ikke i et omfang, som skaber velmotiveret arbejdsglæde.
Der kommer således i Region Midtjylland uforståelige besparelser ind i billedet. Bureaukratiet hos Regionshuset i Viborg vokser og vokser. Stadig flere talnørdere og regnearkseksperter bliver ansat til at optræde som skrankepaver, hvor de når ned i harehøjde til millimeterdemokratiet.
En medarbejdergruppe på AUH, servicemedarbejderne (portørerne), er således blevet pålagt ud over alle deres øvrige daglige opgaver også at forestå rengøringen på patientstuerne, gangene og opholdsrummene. Fordi en af skrankepaverne i Regionshuset åbenbart har opdaget, at der sandelig en gang imellem kan opstå 10 minutters pause i transport af patienter fra sengestue til operationsafdeling eller omvendt. Og et sådant tidsspilde kan regionen sandelig ikke være tjent med. Hu hej, bemeldte talekspert har sikkert fået ros fra regionsrådsformand Anders Kühnau (S) for sin uegennyttige gerning.
I den forbindelse kunne det da være interessant for skatteborgerne at få oplyst, hvor mange rengøringssparekroner der eksempelvis blev anvendt, så en hærskare af politikere og embedsmænd fra Region Midtjylland kunne drage på udflugt til Folkemødet på Bornholm. Det var åbenbart meget strabadserende, for et fordringsfuldt konservativt rådsmedlem fra Ikast fandt på Facebook det anstrengende, at han skulle bruge hele syv timer på en bustur fra det midtjyske til fest og farver på Solskinsøen.
Fra den 1. januar 2026 gennemfører regeringen med bred opbakning fra de ansvarlige partier i Folketinget en historisk reform, som flytter sundhedsvæsenet tættere på borgerne. Man lægger ikke skjul på, at sundhedsvæsenet er under et stigende pres, fordi flere ældre får behov for pleje og behandling, og at der vil mangle medarbejdere i sundhedsvæsenet, hvis ikke man ændrer måden, tingene bliver gjort på. Samtidig er forskellene i borgernes adgang til god sundhedsbehandling blevet for store på tværs af landet.
En succesrig gennemførelse af reformen kræver ubetinget, at der ikke hos bevillingsmyndigheden bliver udført fedtspil, men at pengene i en lind strøm kanaliseres ud til de kommende fire regioner og kommunerne.
Finansminister Nikolai Wammen har hidtil bevist at være en dygtig tryllekunstner, for gang på gang fremtryller han den ene milliard eller den anden til regeringens rådighedsbeløb. Den opgave må han gerne fortsætte med.
Reformen vil give sundhedsvæsenet en ny struktur med 17 nye sundhedsråd, hvor kommuner og regioner i et tæt og forpligtende samarbejde skal skabe et stærkere sundhedsvæsen tæt på borgerne. Dette forudsætter i alle henseender, at sundhedsrådene ikke bliver en kampplads om bevillingerne. Men at de personer, der fra årsskiftet får sæde i regionsrådene, beviser mod og mandsmod og lever op til reformens intentioner.
Dermed kan de også gøre til skamme, hvad den østdanske overlæge og forfatter Steffen Jacobsen meget sarkastisk skrev for år tilbage i sin erindringsbog ”Hvis De lige vil sidde helt stille, frue, dr. Jacobsen er ny på afdelingen”:
»I stedet er Regionsgårdene blevet permanente julemærkehjem for afdankede og langtidsparkerede politikere.«