Hvad kan man snart bruge biltest til?
Er biltest blevet ramt af politisk korrekt grissefy for at tækkes elbiler?
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Test af biler har ændret sig markant de senere år. Test af køreegenskaber er stort set forsvundet.
Intet om egenskaber på snoet vej. Er bilen stabil, eller har den lumske reaktioner? Hvordan klares en dobbelt undvigemanøvre?
Er styringen præcis eller svømmende? Hvordan er bremseegenskaberne? Er affjedringen fast eller komfortabel? Og så videre.
Skyldes det eventuelt, at elbiler med deres tunge batterier og størrelse som en mindre kampvogn har ringere køreegenskaber end traditionelle biler, og i den almindelige iver for at fremme elbilismen må man ikke omtale det.
Eller skyldes det, at venstreorientering og feminisme har taget over, hvorfor køreegenskaber betragtes som noget drengerøvspjat og derfor anses for at være noget maskulint, politisk ukorrekt grissefy, man ikke må beskæftige sig med.
Eller også har det andre årsager.
Men resultatet er, at journalisterne forholder bilisterne væsentlige sikkerhedsmæssige oplysninger, hvilket er helt uacceptabelt.
Det gælder især FDM, som burde kæmpe for bilisternes interesser.