Sarah mødte den moderne svingdørspsykiatri – og det er med livet som indsats

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Da jeg var ung psykiater, havde vi ikke et strømlinet diagnosesystem, som gjorde det enkelt (måske for enkelt!) at stille en psykiatrisk diagnose. Diagnostiske overvejelser hvilede på observation af patienten over tid, grundig udredning (også af arvelige forhold) og eventuelt inddragelse af familie. Patienten fik en diagnose ved en såkaldt diagnosekonference, hvor de behandlere, der havde set patienten, diskuterede frem og tilbage, indtil de nåede en konklusion. Og så kunne man alligevel opleve, at diagnosen var forkert. Ved en senere indlæggelse kunne patienten have et andet symptombillede.

Hvor komplekst det er at stille en psykiatrisk diagnose, kunne man opleve i DR-dokumentaren ”Hvem griber Sarah” for nylig.

Siden 1980’erne, hvor jeg startede som psykiater, er der i Danmark lukket over 9.000 sengepladser over hele landet. I 2010 konkluderede man i en hvidbog om psykiatriens vilkår i Danmark, at psykiatrien havde et økonomisk efterslæb på 23 mia. kr. i forhold til somatikken.

På grund af de manglende sengepladser skal folk nu behandles ambulant og helst i kortere pakkeforløb, hvortil de henvises på baggrund af diagnoser, som er stillet efter en enkelt samtale med yngste mand i det ambulante team. Medmindre man er bimlende sindssyg, er det svært at blive indlagt akut på grund af de manglende sengepladser.

Det går klart ud over en gruppe patienter, der som Sarah er ret velfungerende og med et godt netværk. For der er ikke tvivl om, at hun var meget syg og havde været det længe. Tidligere ville Sarah på baggrund af sine symptomer og forhistorie være blevet indlagt til observation, afskærmning og aflastning samt justering af medicin. Efter udskrivning ville hun have fået tilbud om et ambulant forløb hos en læge eller sygeplejerske fra psykiatrisk afdeling.

Men det var i gamle dage! Vilkårene i 2023 var, at Sarahs familie måtte se hjælpeløst til, mens hun blev kastebold mellem forskellige psykiatriske afdelinger, uden at nogen på trods af vedvarende selvmordstanker og overvejelser greb akut ind. Ingen tog tilsyneladende ansvar for hendes medicinering.

Nu er der vedtaget en ny hjælpepakke til psykiatrien, hvor der skal tilføres 4 mia. kr. om året i en årrække til forskellige tiltag.

Det er utrolig positivt. Forhåbentlig bliver der mulighed for at nytænke tilbuddene til psykisk syge, herunder også at øge sengekapaciteten, og ikke kun levere lappeløsninger, mere pakkeleg og svingdørspsykiatri, for det har været en katastrofe for patienter, deres pårørende og alle os, der brænder for vores fag.